Analyse: Mainoo er alt, hvad Erik ten Hag har manglet

Er Kobbie Mainoo fremtiden på Manchester Uniteds midtbane? I denne analyse kigger vi nærmere på det 18-årige stortalent, som imponerede mod Everton søndag aften.

Det helt store samtaleemne efter gårsdagens 0-3-sejr på udebane mod Everton er, med god grund, Alejandro Garnachos fabelagtige saksesparksscoring. Målet efter knap tre minutters spil bør allerede nu blive kåret til sæsonens scoring.

Men det skal faktisk slet ikke handle om Garnachos ubeskrivelige mål.

Det skal derimod handle om noget mindst lige så guddommeligt – eller det har i hvert fald potentiale til at blive det. Her taler jeg naturligvis om Kobbie Mainoo.

Den 18-årige engelske midtbanespiller fik i går sin første startplads i Premier League for Manchester United. Han fik 72 minutter på banen som den dybdeliggende playmaker på Uniteds centrale midtbane, hvor han imponerede gevaldigt.

Den flotte indsats fra stortalentet blev også med stor berettigelse bemærket og rost af både Erik ten Hag, medspillere og eksperter efter kampen.

I denne taktiske analyse dykker vi ned i Mainoos præstation i går. Samtidig forsøger vi at svare på, hvorfor han bliver omtalt som et ‘generational talent’.

Han spiller fodbold, som man gør i skolegården

Men vi starter lige et andet sted end kampen mod Everton i går. Det er nemlig ikke første gang, vi har set Mainoo i aktion.

Han fik debut for Manchester Uniteds seniorhold i ligacuppen mod Charlton tilbage i januar. Siden kom han også på banen i FA Cup-kampen mod Reading, og han fik derefter sine første Premier League-minutter i en kamp mod Leicester i februar.

Han var en smule usynlig i sine første kampe i United-trøjen, men når man begynder at snuse til førsteholdet som 17-årig, er man noget særligt.

I pre-season lignede det så, at han ville brage ind på holdet til denne sæson. En alvorlig ankelskade i træningskampen mod Real Madrid har dog holdt stortalentet væk fra grønsværen i flere måneder.

Men nu er han tilbage i omdrejninger. Det viste han allerede på dansk jord for snart fire uger siden, da United var på besøg i København i Champions League-regi. Her spillede Mainoo tidligere på dagen med U19-holdet mod FC Københavns unge stjerner.

Han var en ren nydelse at se på i det opgør. På en glat og ujævn græsbane på Tingbjerg Idrætspark var han fuldstændig rolig, når han var i boldbesiddelse.

Allerede i opvarmningen viste han, at han er sine jævnaldrende overlegen. Han kan nemt modtage bolden med flere mænd i ryggen og holde dem væk. Og hvis Mainoo gider, så glider han bare af på sin direkte modspiller.

Han besidder en fremragende teknik, som gør, at han sjældent kommer i problemer.

Mainoo spiller fodbold, som man gør i skolegården. Han har mange berøringer med fodsålen, og hans spillestil giver mig mindelser om en tidligere United-spiller, som også blev fostret på akademiet (gæt selv hvem).

En overnaturlig ro

Men hvorfor er Mainoo så unik?

Svaret er den utrolige ro og kølighed, han besidder, når han har bolden ved sine fødder. Det kan man ikke lære.

I kraft af hans sublime teknik og fine fysik, er han samtidig presresistent – du kan ikke tage bolden fra ham. Derfor mister han sjældent bolden i de pressede situationer, han selv opsøger.

Disse egenskaber gør, at han både tør at tiltrække og opsøge presset. Samtidig har han evnerne til at spille sig forbi presset. Det er vitalt, hvis du gerne vil være et boldbessidende hold.

I kampen i går viste han flere gange prøver på dette. Han var placeret som Uniteds 6’er, hvor han havde et stort ansvar i opbygningspillet. Det løste han til perfektion.

I flere sekvenser, særligt i kampens indledning, vendte han op i banen og spillede i banens længderetning. Han tør og kan vende på meget små områder.

Derudover er han meget pasningssikker (selvom han dog kun havde en afleveringspræcision på 83 procent i går). Men Mainoo spiller ikke blot den “sikre” pasning hver gang. Han spillede flere gange gennem modstanderens kæder, hvilket gjorde, at United kunne flytte spillet op på Evertons banehalvdel.

Samtidig kan han også selv drive bolden fremad, hvilket eksempelvis Christian Eriksen ikke kan. Derfor er han en fremragende “progresser”. Han har en værktøjskasse som gør, at han kan flytte spillet frem på banen på flere måder.

Han er dog langt fra en kopi af Pogba

Mainoo viste dog i går, at han ikke er en kopi af Paul Pogba (som hans bevægelser minder mig om). Han er allerede langt mere moden i sit spil, end vores kære franskmand nogensinde bliver.

Det er særligt Mainoos evner, når holdet er i boldbesiddelse, som bliver bemærket. Men i går beviste han, at han også indeholder taktisk disciplin uden bold. Det er påkrævet, hvis man spille på den defensive midtbane.

Han arbejdede stenhårdt og havde flere vigtige blokeringer. Derudover var han også forudseende i 1. halvleg, hvor han stod rigtigt placeret og dermed kunne cleare bolden på stregen.

Hans taktiske forståelse virker også til at være på et højt niveau. I flere episoder dækkede han af for Maguire eller Lindelöf i bagkæden, hvis de havnede ude af position. Ganske enkelt imponerende af en knægt på 18 år.

Har han svagheder?

Denne analyse er selvfølgelig skrevet i begejstring over, at Manchester United indiskutabelt har en stjernespiller i svøb.

Hvis man skal tegne et nuanceret billede af Mainoo, skal vi (desværre) også nævne nogle af hans svagheder.

Han er ikke en stor spiller i bogstavelig forstand. Han er 175 centimeter høj, og derfor er luftspillet heller ikke hans force.

Hvis han er placeret på den bagerste midtbane, som det var tilfældet i går, kan det give anledning til farlige situationer, når han taber en luftduel i det område. Det så vi et par enkelte eksempler på i går.

Derudover er han hverken specielt hurtig eller stor. Derfor kan han komme til kort i dueller på jorden. Casemiro har eksempelvis en helt anden duelstyrke end Mainoo, og det kan være afgørende, når man spiller som 6’er.

Hvis Manchester United formår at blive mere dominerende i spillet på bolden, er det dog ikke så afgørende, at man har en defensiv midtbanespiller med stor duelstyrke.

Mainoo er alt, hvad Erik ten Hag har manglet

Hvis man vil være et boldbessidende hold, som Erik ten Hag gerne vil forvandle United til, så er det helt essentielt, at man har spillere i opbygningsspillet, som er dygtige i den fase af spillet.

Se bare på Rodris betydning i Manchester City eller på den betydning, Sergio Busquets havde for FC Barcelona. Det kan godt være, at du har spillere som Lisandro Martínez og André Onana, som er gode i fase 1. Men hvis du ikke har en spiller i næste led, som også har de rigtige evner, så er det ligegyldigt.

Erik ten Hag har i den grad manglet en midtbanespiller, som kan styre tempoet i kampene, og som kan punktere modstanderens pres med en enkelt aktion. Det kan Mainoo.

Det er ikke for sjovt, at vores hollandske manager indirekte har skreget på Frenkie de Jong, lige siden han kom til klubben. Manchester United mangler i den grad en spiller på den position. Og svaret er ikke Casemiro eller Eriksen.

Svaret kan derimod meget vel vise sig at være Kobbie Mainoo.

Erik ten Hag er åbenlyst svært begejstret for det 18-årige stortalent, og det kommer ikke bag på mig, hvis han snart spiller fast som 6’er for Manchester United.

2 kommentarer
  1. Bestemt positive takter den meget unge Mainoo viste mod Everton forleden, så ham også spille i pre-season touren hvor han også viste sig godt frem inden han blev skadet.

    Men tag det nu roligt, han er 18 år gammel og bør føres roligt frem uden han skal have det vanvittige forventnings pres på sine unge skuldre.

    Lad ham nu snuse til holdet og få lidt spilletid i løbet af sæsonen for så at blive en fast bestanddel til næste sæson, for mange helt unge spillere har forventnings presset været for stort, og vil nødigt se Mainoo ende som mange andre “kæmpe” talenter i United der nu spiller i mindre klubber fordi de ikke slog til på Old Trafford.

    Chong, Iqbal, Garner, Willams, for bare at nævne et par stykker i nyere tid…..

    Mainoo er et specielt talent, men det var Pogba også engang…pas nu på ham.

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

MEN: United planlægger at tilbagekalde spiller

Næste artikel

Shaws præstation blev overskygget af Mainoo og Garnacho

ANNONCE