Historisk rygte – Alan Shearer

Alan Shearer er uden tvivl en af de absolut bedste angribere, der har huseret i den engelske Premier League. Med 260 mål, er Shearer også den mest…

Alan Shearer er uden tvivl en af de absolut bedste angribere, der har huseret i den engelske Premier League. Med 260 mål, er Shearer også den mest scorende spiller i Premier League. Samtidig vandt den målfarlige angriber den gyldne støvle ved EM i 1996 på hjemmebane for England.

Manchester United var gentagne gange tæt på at hende Shearer til United. Vi ser her nærmere på den legendariske angriber.

Gennembrud i Southampton

Alan Shearer fik sit gennembrud i det sydlige England, da han i foråret 1988 fik debut i den bedste engelske række for Southampton. Kort efter, i en alder af 17 år og 240 dage slog Shearer så Jimmy Greaves ellers fantastiske rekord, og blev den yngste spiller i den bedste række til at score hattrick, da Soton slog Arsenal 4-2.

Shearer havde også tilbragt sine ungdomsår i Southampton, samt i den lille klub Wallsend Boys Club. Egentlig født i nærheden af Newcastle i det nordlige England, blev Shearer hentet til den modsatte ende af landet Southampton talentspejderen Jack Hixon.

Senere i karrieren skulle den målfarlige angriber dog vende retur til det nordøstlige England og Newcastle.

Mester med Blackburn

Shearer røg i 1992 så til Blackburn, der med et bud på 3,3 millioner pund satte ny britisk transferrekord med købet af Shearer. Her dannede han angrebsduo med Chris Sutton, og de to var afgørende for at Blackburn i 1994/95 vandt mesterskabet foran United.

Shearer scorede i denne mesterskabssæson hele 34 mål i ligaen, og året forinden havde han lavet 31 mål i 40 kampe for Rovers. Det var altså en sand målmaskine som United havde misset.

I 1995 blev Shearer kåret som årets spiller af spillerne i England. Og det var også i denne periode, at Shearer oplevede stor succes i den hvide landsholdstrøje for England. Han debuterede i 1990 for England, og sluttede efter EM 2000. 63 landskampe og 30 mål blev det til.

Legende i Newcastle

Sommeren 1996 blev Shearer solgt til Newcastle, og igen blev det lige for snuden af Ferguson og United. Men Shearer valgte at tage retur til sine rødder i Newcastle, og her skulle han få stor personlig succes.

15 millioner pund kostede Shearer, hvilket dengang var det dyreste en spiller nogensinde var handlet for.I 10 sæsoner var Shearer en målfarlig herre i front hos Newcastle, indtil han stoppede sin karriere efter 2005/06-sæsonen.

Det blev aldrig til nogen titel i Newcastle-tiden for Shearer, men han fik i den grad spillet sig ind i hjerterne hos de passionerede fans i byen.

Ingen manager-succes

1. april 2009 blev Shearer lidt overraskende så udnævnt til ny manager i Newcastle, selv om han ikke havde de nødvendige licenser. Det blev der givet dispensation for, og Shearer fik til opgave at redde hjerteklubben fra nedrykning.

Det lykkedes ikke, og Newcastle måtte efter 16 år i Premier League en tur ned i the Championship. Det betød samtidig et farvel til Shearer i manager-verdenen, og siden da har han ikke haft lysten til dette erhverv.

Siden har Shearer haft en række tv-jobs, han har været inde over BBC’s Match of the Day, dækket diverse slutrunder og ellers hygget sig med diverse reklamer til tv.

Et mulehår fra at være United-spiller

Første gang United var tæt på at hente Shearer til Old Trafford var i 1992. Ferguson var vældig interesseret, men måtte se Blackburn løbe med angriberen. Kort efter hentede Ferguson så Eric Cantona til klubben fra Leeds, og resten er som bekendt historie. Spørgsmålet er jo så, hvis United havde fået fat i Shearer, var King Eric så nogensinde havnet på Old Trafford?

Anden gang hvor Shearer var tæt på at skifte til United var efter EM 1996. Her var United enige med Blackburn om en overgang, og Shearer havde da også haft samtaler med Ferguson. Men i sidste sekund kom Kevin Keegan ind fra højre og fik overtalt Shearer til at vende hjem til Newcastle.

Om United-mulighederne i 1992 har Shearer tidligere udtalt;
– Der var interesse fra Uniteds side, men jeg fik at vide det måtte vente et par uger, så de kunne samle pengene ind. Jeg følte, at hvis de virkelig ville have mig, så havde de også pengene klar. Jeg havde allerede talt med Kenny Dalglish, Ray Harford og Jack Walker og lovet dem et svar indenfor 3-4 dage, så mit svar til dem blev ja.

Bryan Robson har sagt, at han ganske enkelt ikke forstår hvorfor Shearer valgte at takke nej til United flere gange i karrieren. Også selv om Robson selv kommer fra det nordlige England, hvor Shearer også kommer fra.

Maurice Watkins, tidligere medlem af Uniteds bestyrelse og involveret i de fleste spillerhandler i 1990’erne og starten af det nye årtusinde, fortalte fornyligt hvordan han på et tidspunkt stod og forhandlede med Shearers agent fra en telefonboks i Baker Street i London. Uden dog at få succes til at hente Shearer til Old Trafford.

Havde han været en succes i United?

Men ville Shearer have været lige så succesfuld i United, som han blev i Blackburn og Newcastle?

En angriber der scorer så mange mål i sin karriere som Shearer har gjort, ville uden tvivl have passet glimrende ind i United. Hans spillestil som den klassiske engelske forward, havde passet glimrende ind til Beckham og Giggs’ indlæg i 1990’erne og starten af det nye årtusinde. Så mon ikke Shearer måske endda havde scoret flere mål i United, og endda så havde kunne skrive et par pokaler på cv’et.

Forrige artikel

Rio Ferdinand klar til forlængelse

Næste artikel

Rio og Vidic spares på skift

ANNONCE