I fjendens lejr – Real Madrid, del 3

Det er ved at være tid til del to af giganternes brag. Tirsdag den 5. marts gæster Real Madrid det engelske, for at brage sammen med Manchester United på…

Det er ved at være tid til del to af giganternes brag. Tirsdag den 5. marts gæster Real Madrid det engelske, for at brage sammen med Manchester United på Old Trafford.

To af de største hold i verden mødes. Nogle af spillets største og mest populære spillere står overfor hinanden. To af de mest legendariske managers står i hver deres tekniske felt. Vi glæder os alle til braget i Manchester.

Vi har endnu engang snakket med Sture Korsgaard, der er Real Madrid-fan. Vi har evalueret første kamp på Bernabeu med Sture, og ser frem mod det afgørende slag på tirsdag. Interviewet blev lavet i fredags, altså før Real Madrids opgør med Barcelona i går eftermiddags.

Hvilke ting hæftede du dig specielt ved, i den første kamp i Madrid?
Jeg fik desværre ret i, at vi er svage og sårbare på dødbolde. Heldigvis kom Ronaldo, ligesom Welbeck mod Ramos, højest overfor Evra. Jeg synes, at Real Madrid spillede en god første halvleg, hvor de havde momentum. United kom ikke frem til noget andet end dødbolde, og de stod så højt oppe, at Real Madrids hurtige, offensive spillere kunne komme i mand-mand-dueller, hvilket bl.a. fik Rafael til at se skidt ud.

Som så mange andre gange i denne sæson var Real Madrid dog ikke kliniske og effektive, hvilket de er blevet straffet for i denne sæson. Det er vel kun i tirsdagens Clasico, at man kan huske et kynisk Madrid? I 2. halvleg parkerede United bussen, da de bl.a. havde et godt resultat i hånden. Det var taktisk klogt af Ferguson, for Real Madrid har primært været gode til det direkte spil og kontraer i denne sæson.

Real skulle nu forsøge sig med korte, hurtige afleveringer, hvilket ikke resulterede i nævneværdige afslutninger i 2. halvleg, og det defensive udgangspunkt betød også, at Real Madrid nu mødte en kollektiv mur med opbakning i stedet for fragmenterede, usammenhængende kæder. Yderligere er United i denne sammenhæng også et godt kontrahold, for hvor jeg på forhånd ikke ville være glad for uafgjort hjemme, må jeg i kølvandet på Van Persies to gigantchancer stille mig tilfreds.

Hvordan vil Real Madrid forberede sig til kampen, vil Mourinho spare stjernerne i weekendens kamp?
Det er svært at sige, det er trods alt mod Barcelona, og her vil der altid være prestige på spil. Jeg ved godt, at vi i Real Madrid ikke kan nå at vinde mesterskabet, og at man derfor ligeså godt kan “sælge” kampen, da Champions League er vigtigere. Dog tror jeg ikke, du vil se 11 reserver, for moral er også essentielt. Det, jeg mener, er, at hvis man vinder to gange mod Barcelona, som blandt andet eksperter regnes for det bedste hold, så vil man komme til Old Trafford fulde af selvtillid.

Men som du hentyder til, vil vi ikke se et Real Madrid i stærkeste formation. De spanske sportsaviser antager, at Ronaldo og stamspillere som Ramos og Alonso spares, og det bekender jeg mig til, for det vil være nonsens at få skader før United-kampen. Dog vil der ikke være tale om et totalspækket reservehold, for der er som sagt noget omdømme, moral og selvtillid på spil.

Hvis Real skal videre i turneringen, hvilke ting skal de så gøre godt på Old Trafford?
Med farer for at hoppe ud i en stor kliché, må jeg sige, at de skal kopiere indsatsen fra i tirsdags. Ja, de spillede defensivt, men kontraen kørte godt, og det er deres bedste våben. De skal ikke grave sig helt ned, men presse boldholderen i fællesskab, stresse United, stå godt i zonerne og lukke spilrummene ned. Kynisme er væsentlig og afgørende, for de får ikke mange chancer.

Jeg vil desuden mene, at forsvaret og Diego Lopez skal have en stor aften med koncentration og disciplin, for lige nu har de svært ved at lukke af. Afslutningsvis må der igen peges på Ronaldo. Imod Barcelona i tirsdags var han fantastisk, og jeg er sikker på, at han er topmotiveret til igen at drille United.

Mourinho har tidligere vundet på Old Trafford med Porto og Chelsea, kan han bruge denne erfaring i sit taktiske oplæg?
Både og. Begge hold har en ret defineret spillestil, og vil derfor have svært ved at overraske fundamentalt. På den anden side er det sikkert en lille taktisk overraskelse, der vender tingene eller bliver afgørende. Mourinhos sejre kan have den effekt, at han kan bruge erfaringerne til gentagelser og modifikationer, men United-holdene, Mourinho mødte fra Porto- og Chelsea-tiden er jo ikke de samme. Derfor vil jeg konkludere, at det ikke har den store indflydelse på resultatet.

Til sidst, hvilke faktorer vil være afgørende i opgøret på tirsdag?
Det har jeg været en del inde på, men jeg vil gerne supplere. For United handler det igen om, at de skal være kliniske på dødbolde, for her er Real ringe. Yderligere skal begge hold passe på med at give kontrachancer væk.  United vil kunne få problemer defensivt, for det, der lykkedes i 2. halvleg på Bernabeu, var, at de stillede sig dybt og stod godt. Men der vil komme mand-mand-situationer, hvor de kan blive udfordret af bl.a. Ronaldo og Özil.

Jeg tror, det er vigtigt, at United får mere ro på spillet i denne kamp, så de får mere boldbesiddelse. Det vil også gøre, at United dermed kan trække noget tempo ud, hvilket vil besværliggøre Real Madrids kontraspil. For Real vil jeg håbe, at der er andre end Ronaldo, der kan træde i karakter. Det har været et stort problem for os, at Benzema og Higuain har været så uskarpe.

Jeg tror på, at Real kan gentage kunststykket som mod Barcelona, men det vil kræve god organisation, koncentration, kynisme og en portion held. God kamp til jer! – Det bliver spændende!

Vi takker Sture for hans deltagelse i interviewet, og ønsker ham god kamp på tirsdag.

Forrige artikel

Fergie: Ikke stort nok til Giggs

Næste artikel

Sir Alex hylder stemningen på Old Trafford

ANNONCE