OT.dk’s Transferevaluering: Antony

Efter flere forsøg lykkedes det endelig United at købe brasilianske Antony fra Ajax. Læs her, hvordan vi vurderer Antonys første halve år i United.

Der er nu mindre end en måned til, at januar-transfervinduet åbner for Premier League-klubber. Derfor har vi hos OldTrafford.dk lavet en transferevaluering af alle de spillere, som kom til i sommer. Vi vurderer, hvordan de nye spillere har præsteret det første halve år i klubben.

Denne gang kigger vi på brasilianske Antony, som de sidste to år har repræsenteret Ajax i den hollandske Eredivisie.

 

Spiller: Antony

Pris: 95 millioner euro (710 millioner kroner)

Kom fra: Ajax

Inden sæsonen blev skudt i gang, stod det klart for nyansatte Erik ten Hag, på hvilke positioner holdet stod svagest. Forsvaret skulle forstærkes, hvilket resulterede i købet af Martinez og Malacia. Ligeledes manglede der stabilitet på midtbanen, hvilket hollænderen forsøgte at løse i form af Casemiro og Eriksen. Til sidst var der højrekant. Tidligere havde man forsøgt at omdanne Jadon Sancho til denne position, men uden held. Det var også tydeligt, at Bruno Fernandes ikke var svaret. Klubben manglede en venstrebenet spiller, som både var driblestærk og kunne trække ind i banen og afslutte.

Valget faldt derfor på brasilianske Antony, som over flere sæsoner havde vist netop disse kvaliteter. Og med et godt kendskab til Ten Hag, var der ingen tvivl om, at den unge kant var den rette mand til opgaven. United forsøgte derfor i flere omgange at købe ham fri fra Ajax. Og da den 22-årige selv insisterede på at forlade Holland, kom en aftale på plads. En aftale i omegnen af 710 millioner kroner.

Antonys første kamp kom mod Arsenal, og det viste sig at blive den perfekte start. Efter blot 35 minutter gjorde han præcis det, som han blev købt for. Et træk ind i banen og en perfekt afslutning med venstrebenet. Næste Premier League kamp var mod Manchester City. Og trods 6-3 nederlaget, så vi igen samme rutine-mål fra Antony. Og igen mod Everton, samme position, og nu med tre mål i tre ligakampe.

Det blev dog ikke til flere mål for brasilianeren, som slutter halvåret med tre mål i seks Premier League-kampe. Hertil blev det til tre sejre, et nederlag og to uafgjorte. Men selvom et mål hver anden kamp lyder som en god start, er der også kommet tilsvarende kritik af nyindkøbet. Den unge kantspiller er især blevet kritiseret for at lave for mange unødvendige tricks og finter, mens han også er blevet kritiseret for at være for forudsigende i sit spil. Dette blev der især gjort opmærksom på i Uniteds Europa League-sejr over FC Sheriff. Og det er da heller ikke blevet til meget mere end det i den anden bedste internationale turnering, hvor Antony er blevet udskiftet i alle fem kampe, alle uden mål eller assist.

Antony selv er meget glad for skiftet til klubben. Han mener selv, at han er kommet til det rette sted, og spiller under den helt rigtige træner.

– At spille under Erik ten Hag i Ajax var perfekt for mig og min udvikling. Hans fodbold- og trænerstil bringer det bedste frem i mig, og jeg er begejstret for, hvad han har fortalt mig om hans planer og ambitioner i Manchester, fortæller Antony.

 

Vurdering 6/10

Trods en del kritik, har den 22-årige brasilianer allerede nu vist tegn på, at han passer godt ind på den højrekant, som United længe har forsøgt at okkupere. Mange mener også, at hans prisen var alt for høj. Men hvis han fortsat kan producere mål i hver anden kamp, må det siges at være pengene værd.

Forrige artikel

Ten Hag bekræfter: United aktiverer kontraktforlængelser hos fire profiler

Næste artikel

Hvem bliver Uniteds vigtigste spiller i foråret?

ANNONCE