Uniteds CL-modstandere: RB Leipzig

Her på OldTrafford.dk varmer vi op til Champions League. Det gør vi blandt andet ved at zoome ind på Manchester Uniteds modstandere i gruppe H. I denne artikel tager vi et kig på tyske RB Leipzig.

”Red Bull giver vinger” lyder det velkendte slogan i reklamerne for den østrigsk-amerikanske energidrikproducent.

Et slogan, der holder sit ord rent symbolsk, hvis man kigger på RB Leipzigs flotte opstigning gennem de tyske rækker.

Projektet startede i 2009, da Red Bull opkøbte SSV Markranstädts klublicens i Tysklands femtebedste fodboldrække. Herefter fulgte fire oprykninger på syv år.

Den østtyske klub træder i denne sæson ind i Champions League-turneringen for tredje gang i klubbens meget korte historie.

Profiler

Dayot Upamecano

Nyudklækket fransk landsholdsspiller, der i det netop overståede transfervindue var rygtet til United. Den transfer blev som bekendt ikke til noget, og United har derfor muligheden for at stå overfor franskmanden i efterårets gruppespil. Upamecano er ikke den højeste forsvarer, men er alligevel en brølstærk forsvarsspiller, der sætter en stor ære i at forsvare, ligesom vores egen Aaron Wan-Bissaka gør det. Franskmanden, der er et produkt af Red Bull Salzburgs akademi, er derudover også god i spillet med fødderne. Her er han ofte den spiller hos RB Leipzig med flest afleveringer i løbet af en kamp med en afleveringspræcision på 90% i denne sæson.

Som United-fan bør man måske holde ekstra godt øje med ham, idet han muligvis kan blive et fast bekendtskab på Old Trafford i fremtiden.

Angelino

Den lille City-lejesvend ligner i denne sæson en mand, der virkelig lever på Red Bulls slogan. Han har nemlig virkelig fået vinger, nu hvor han får fast spilletid på venstre wingback. Spanieren blev dobbelt målscorer i klubbens første gruppekamp mod Istanbul Başakşehir og var endda tæt på at score hattrick. Også i den hjemlige liga er den spanske back brandvarm, hvor han efter de første fem kampe er delt topscorer med to mål. City-lejesvenden trives rigtig godt i rollen som wingback, hvor han i en mere fri rolle kan udfolde sine offensive kvaliteter som den chanceskabende back, han er.  

Christopher Nkunku

Den 22-årige franskmand var i sidste sæson involveret i 18 mål (5 mål + 13 assists) i Bundesligaen. I RB Leipzig kun overgået af sæsonens topscorer, Timo Werner.  Den franske kantspiller har en fortid i Paris Saint-Germain og var i sommers også nævnt som muligt alternativ til Jadon Sancho for United. Han er desuden en alsidig offensivspiller, der kan spille på de fleste offensive pladser. Han huserer dog primært på højrekanten, hvor han siden sit skifte til Bundesliga-klubben i sommeren 2019 har været den mest chanceskabende spiller på Julian Nagelsmanns hold.

Manager

Bag et ungt og talentfuldt RB Leipzig-mandskab står en næsten lige så ung træner i spidsen. 33-årige Julian Nagelsmann er en de nyeste skud på Tysklands trænerstamme. I februar 2016 blev han som blot 28-årig den yngste træner til at stå i spidsen for et Bundesliga-hold. Den unge tysker blev også den yngste træner i spidsen for et Champions League-hold, da han som 31-årig i september 2018 trådte ind i turneringen med Hoffenheim.

Nagelsmann anses for at have potentialet til at blive den næste store taktiker indenfor fodbolden. På trods af sin unge alder er tyskeren ikke bange for at prøve flere forskellige formationer af. I sidste sæson gjorde han for eksempel ofte brug af formationen 4-2-2-2, der må siges at være en meget uvant formation. Tyskeren har dog tidligere udtalt, at hans sociale kompetencer vægter højere end hans taktiske evner i hans trænerarbejde.

Ifølge Nagelsmann selv var det PSG-træner, Thomas Tuchel, der tilbage i 2008 inspirerede ham til at blive fodboldtræner.

Spillestil

Hvis man skal beskrive RB Leipzigs spillestil med fire ord, vil det følgende være meget beskrivende:

Fuld fart frem af!

Der er fuld smæk på for alle pengene, når ’Die Roten Bullen’ træder ind på en fodboldbane. Med en gennemsnitsalder på 23,8 år råder cheftræner Julian Nagelsmann over et ungt hold, der rent fysisk kan håndtere den hårde og aggressive spillestil, som han ønsker at praktisere.

På trods af deres ry som et energisk fodboldhold er RB Leipzig en de hold, der løber allermindst i Bundesligaen i denne sæson. Blot tre hold, heriblandt Bayern München, løber mindre end Nagelsmanns drenge. Det kan muligvis skyldes, at de i Bundesligaen er mere bolddominerende end i Europa, hvor de må siges at være mere pragmatiske i deres tilgang til kampene.

Det ses blandt andet i de mange typer af formationer, Nagelsmann anvender. Det kan derfor være svært at forudsige, hvilken formation RB Leipzig stiller i fra kamp til kamp. I denne sæson har Nagelsmann dog benyttet sig meget af formationen 3-4-3.

Form

Klubben ligger p.t. nummer et i Bundesligaen med 13 point efter fem kampe og vandt desuden den første gruppekamp med 2-0 over Istanbul Başakşehir. På trods af, at klubben befinder sig på førstepladsen i Bundesligaen er flere af offensivspillerne endnu ikke kommet for alvor i gang. Yussuf Poulsen, Alexander Sørloth, Christopher Nkunku, Dani Olmo og Marcel Sabitzer har tilsammen scoret tre mål i denne sæson. 

Resultater i seneste sæsoner

Som nævnt er dette kun RB Leipzigs tredje deltagelse i Champions League. Klubben var for første gang med i sæsonen 2017-18, hvor det ikke lykkedes dem at spille sig videre fra gruppespillet. Det blev nemlig kun til syv point i seks kampe i en gruppe med Beşiktaş, FC Porto og AS Monaco.

Anderledes så det ud i sidste sæson, hvor de ikke bare gik videre, men også vandt deres gruppe foran Olympique Lyon, Benfica og Zenit Skt. Petersborg. I ottendedelsfinalen buldrede de over José Mourinhos Tottenham med sammenlagt 4-0, inden de i kvartfinalen overraskende sendte Atlético Madrid hjem med 2-1 foran tomme tribuner på Estádio José Alvalade i Lissabon. Semifinalen blev endestationen for østtyskerne.

Bedste resultat i CL:

Ligesom Uniteds anden modstander i gruppe H Paris Saint-Germain opnåede RB Leipzig deres bedste resultat i Champions League-regi i seneste sæson, hvor de nåede helt frem til semifinalen. Her blev de sendt ud af netop pariserne med 3-0.

Forrige artikel

Solskjær savnede Stretford End mod Chelsea

Næste artikel

Marco van Basten: Donny skulle have signet med en anden klub

ANNONCE