Derfor er Liverpool-kampene stadig størst

Det er den tid på sæsonen: Hvor man render rundt med en tiltagende mavepine og koldsved, jo tættere man kommer på dagen.

Hvor man mentalt bliver mere og mere fraværende på jobbet og bevidst forsøger at undgå de kolleger, der af ubegribelige årsager holder med fjenden.

Jeg taler selvfølgelig om kampen mellem Manchester United og Liverpool på lørdag. For 226. gang i historien mødes de to ærkerivaler i det, der af mange betragtes som det største klubopgør i verden.

I år er det præcis 20 år siden, jeg begyndte at holde med United. Dengang var Liverpool det suverænt mest vindende hold i England, mens Manchester-klubben under ledelse af Sir Alex Ferguson langsomt, men sikkert var begyndt at æde sig ind på rivalen.

Der gik heller ikke lang tid, før jeg begyndte at nære modvilje mod Liverpool. Om det blev forstærket af, at min lillebror og én af mine bedste venner havde svoret troskab til Merseyside, skal forblive usagt, men afskyen blev hurtigt afløst af et decideret had til de mørkerøde trøjer. Og jeg kunne i særdeleshed ikke udstå spillere som Robbie Fowler og Michael Owen.

I de efterfølgende år begyndte jeg i smug at følge med i Liverpools kampe på tekst tv med håbet om, at de ville smide point. Og jeg blev oprigtigt ked af det, da de i 2001 slog Alaves 5-4 i UEFA Cup-finalen efter forlænget spilletid. 

Historiens vingesus

Meget vand er løbet under broen siden, og i dag er magtforholdet omvendt. Mens Liverpool i grove træk har måtte ”nøjes” med et enkelt Champions League-trofæ og et par pokaltitler siden starten af 00’erne, har United snuppet det ene mesterskab efter det andet og overhalet scouserne, så det nu står 20-18. Liverpool er dog stadig i førersædet på den europæiske scene med fem Champions League-pokaler mod Uniteds tre.

Oliemilliardernes indtog i Nordengland og den lyseblå sides hastige fremmarch det sidste årti, både på spiller- og trofæsiden, taler for, at Manchester-derbyet har overhalet Liverpool-kampene i betydning. For slet ikke at tale om det faktum, at sidstnævnte aldrig har vundet Premier League.

Bare ikke for mig. Sammenstødene med Liverpool er altid de første datoer, jeg sætter kryds ved i kalenderen, når Premier League-programmet bliver offentliggjort. Sådan har det altid været, og det bliver det ved med.

Uanset om man vil det eller ej, vil United og Liverpool altid have mere tilfælles end førstnævnte og City. De har hver især domineret deres årtier, haft dybe forbindelser til den engelske arbejderklasse og to af historiens bedste trænere, som begge var skotter.

For slet ikke at tale om de ufattelige menneskelige tragedier, der ramte begge klubber op gennem det 20. århundrede, og som stadig har stor betydning for deres interne og eksterne udtryk.

Stadig størst

De mange sammenfald og historiens vingesus gør, at United mod Liverpool for mig altid vil være årets vigtigste kampe.

Derfor glæder jeg mig til på lørdag, selvom det som altid er med en vis ængstelse. For allerede nu gruer jeg for udfaldet på Anfield. Hvis United (mod forventning) taber, ved jeg, at mit humør er ødelagt det næste lange stykke tid.

Omvendt vil jeg se ekstra meget frem til at komme på arbejde på mandag, hvis Mourinho og co. tager tre point med hjem til Old Trafford.   

Rigtig god kamp!

 

Forrige artikel

Neville: Vi grinte af Rafa Benitez

Næste artikel

Fowler: Vil se United mod de bedste hold

ANNONCE