Avis: Carrick får sin vilje og forlænger

Ifølge Daily Mail forlænger Michael Carrick sin kontrakt med United. Midtbanespilleren har fået en noget længere aftale end de et-årige kontrakter, som tidligere er blevet tilbudt spillere over de 30.

Michael Carrick er en blandt en række veteraner, hvis kontrakter har udløbsdato efter sæsonen. Nu tyder alt på, at den 32-årige midtbanespiller fortsætter på Old Trafford i mange år fremover.

Ifølge avisen Daily Mail er en forlængelse således på plads, efter at United og Carrick i fællesskab har fået styr på spørgsmålet om kontraktlængden, hvilket var den værste knast i forhandlingerne.

Carrick har længe stået fast på sit krav om en flerårig kontrakt, hvorimod United som udgangspunkt kun forlænger med et år ad gangen, når spillerne har rundet de 30. Den kamp har Carrick nu vundet.

Således løber nøglespillerens nye kontrakt helt frem til sommeren 2016, og så er der endda option på et år mere. Til gengæld får Carrick ingen lønforhøjelse, men bliver stående på en årsløn på omkring de 30 millioner kroner.

United har endnu ikke officielt bekræftet nyheden.

Forrige artikel

Schmeichel nyder livet som ambassadør

Næste artikel

City ærgrer sig: Skulle have snuppet Pogba

ANNONCE