Avis: Spillere undrer sig over Moyes

Ifølge The Guardian er en række af Uniteds bærende kræfter begyndt at miste tiltroen til David Moyes.

Der er alvorlig krise i Manchester United, som har åbnet året med tre nederlag og er et godt stykke fra de topplaceringer, som klubben har haft patent på de sidste 20 år.

Ifølge The Guardian er flere førsteholdsspillere i det små begyndt at sætte spørgsmålstegn ved David Moyes’ kompetence til at styre tingene hos en mastodont som United, om end der er langt til et decideret spilleroprør mod den pressede manager.

Et af spillernes kritikpunkter er beslutningen om at rydde ud i den stab, Sir Alex Ferguson efterlod sig. Fergusons folk var populære blandt spillerne, og der hersker ikke den store forståelse for Moyes’ beslutning om at destruere et trænerteam, som var med til at føre United til et suverænt mesterskab i sidste sæson.

Endvidere er det ikke populært, at Moyes går så benhårdt efter at erstatte Patrice Evra med Leighton Baines. Den franske vice-kaptajn ses som en skattet holdkammerat, men forventes at ryge ud af klubben ved kontraktudløb til sommer.

Før nederlaget i Sunderland havde United ikke tabt tre kampe i træk i 13 år.

 

Forrige artikel

Moyes i FA-problemer

Næste artikel

Laudrup forventer sultent Manchester United-hold

ANNONCE