Manchester United er på udkig efter en afløser til den efterhånden pensionsmodne Sir Alex Ferguson. Men noget tyder på, at José Mourinho ikke topper englændernes ønskeliste.
I hvert fald hvis man skal tro den spanske avis El Pais.
Ifølge avisen har Jorge Mendes, der er agent for Mourinho, været til møde med United. Og her skulle de engelske vicemestres repræsentanter havde gjort det klart, at de afventer at høre fra Pep Guardiola, før de indleder formelle forhandlinger med potentielle manageremner.
En udmelding, som angiveligt har skuffet Jorge Mendes, der også er agent for Anderson, Nani og Bebé.
José Mourinho er under stigende pres i Real Madrid, der i øjeblikket halter håbløst efter FC Barcelona i La Liga.
Den flamboyante portugiser har tidligere sagt, at han gerne vil tilbage til England.