Braga-boss råder Fergie om Nani

Jose Peseiro mener ikke, at Nani nogensinde kommer tilbage på sit gamle niveau, hvis ikke Sir Alex Ferguson anvender ham oftere.

For syv år siden fik Nani sin debut for førsteholdet i Sporting Lissabon af selvsamme Jose Peseiro, som i aften skal forsøge at overvinde Manchester United med sit nye mandskab, SC Braga. Nani betød meget for Peseiro dengang, og det ærgrer ham at se, at det ikke går så godt for ham i øjeblikket.

– Alle spillere har forskellige personligheder. Nogle har brug for meget omsorg og support, mens andre slet ikke har. De engelske spillere har tydeligvis ikke brug for megen omsorg, men de portugisiske, brasilianske og spanske spillere behøver meget personlig kontakt. Sir Alex Ferguson kan selvfølgelig ikke tale anderledes til ham (Nani, red.) end til andre, men Nani har brug for mere omsorg, tror jeg, siger Jose Peseiro forud for aftenens kamp.

Jose Peseiro er bange for, at Nani aldrig bliver den samme, hvis ikke Sir Alex Ferguson tager hånd om problemet, så den 25-årige kantspiller igen kan finde livsglæden og spilleglæden.

– Da Cristiano Ronaldo skiftede havde Nani to-tre fantastiske sæsoner i United, fordi de stolede på ham. I øjeblikket er han ikke på samme niveau, men det kan han komme. En spiller kan kun spille op til sit potentiale, hvis de er glade. Hvis han ikke er glad, kan han ikke. Jeg kender ham rigtig godt, og ved, at hvis han ikke spiller, så har han det ikke godt.

Nani rygtes jævnligt væk fra Old Trafford i øjeblikket, og det er langt fra usandsynligt, at han må søge andetsteds medmindre han og Sir Alex Ferguson får rettet op på situationen.

Forrige artikel

Turen går til den hvide elefant

Næste artikel

Startopstillingen mod Braga

ANNONCE