Bremen: Özil kan sælges

I et ellers stille transfervindue, hvor Manchester City har været noget nær ensom majestæt i antallet af nyerhvervelser, bliver Werder Bremens Mesut Özil…

I et ellers stille transfervindue, hvor Manchester City har været noget nær ensom majestæt i antallet af nyerhvervelser, bliver Werder Bremens Mesut Özil gang på gang sat i forbindelse med diverse topklubber i Europa.

Dette er resultatet af en fremragende VM-slutrunde, hvor midtbanekreatøren var en af de bærende kræfter på det tyske landshold, der vandt bronze.

Især Manchester United skulle have et godt øje til Özil, der af mange eksperter bliver betegnet som den perfekte afløser for Paul Scholes, der er i sin karrieres efterår.

Rygterne om et muligt skifte til det nordengelske tog i går til i styrke, da Sir Alex Ferguson overværede træningskampen mellem Fulham og Werder Bremen på Craven Cottage.

Og Werder Bremen er da også indstillet på, at Özil snart kan være fortid i Bundesligaen.

”Alt er stadig muligt i øjeblikket. Jeg ville ønske, at transfervinduet lukker nu, så vi kan kæmpe med om Champions League-pladserne med det hold, vi har nu. Der er mange klubber, der har vist interesse for Mesut (Özil, red.). Skulle der komme et konkret bud, vil vi granske det nøje,” lød det således fra klubbens sportsdirektør, Klaus Alofs, efter gårsdagens kamp.

De tyske mestre anno 2004 har dog endnu ikke opgivet håbet om beholde deres absolutte stjerne.

”Jeg kan ikke give jer nye oplysninger, kun at han (Özil, red.) er på kontrakt med Werder Bremen, og at han er Werder Bremen-spiller,” udtalte administrerende direktør, Thomas Schaaf, ifølge ESPN.com.

Mesut Özils kontrakt med Werder Bremen udløber næste sommer, hvorfor han ifølge Bosman-dommen kan indlede forhandlinger med en ny arbejdsgiver til januar. Det forventes derfor, at Werder Bremen vil lade ham skifte for omkring 12 millioner pund.

Forrige artikel

Ferguson holder øje med Özil

Næste artikel

Dagens opstilling

ANNONCE