Chris Smalling vil se fremad

Uniteds nummer 12 kræver fuld koncentration frem mod de næste kampe, og håber på, at de detroniserede mestre kan få gang i en stime

Lørdag eftermiddag led Manchester United sit 11. nederlag denne sæson, og med syv point op til Liverpool på den Champions League-givende fjerdeplads, er der ikke plads til flere fejl. Det mener Chris Smalling, der håber at “de røde djævle” kan få noget positivt ud af de kommende kampe.

– Hvert point vi smider gør det svært for os selv. Vi kan kun tage den næste kamp, som den kommer. De andre hold vil også smide point, men vi er nødt til at stoppe med at gøre det. Vi er nødt til at presse de andre hold, siger Smalling til manutd.com.

– Vi har Fulham og derefter Arsenal, så vi har nogle store kampe. Vi er tilbage på Old Trafford næste uge, og forhåbentlig vil fansene stå helt bag os, så det kan lede os hen mod Arsenal-kampen.

Selvom nederlaget mod den tidligere United-spiller Mark Hughes gjorde, at United altså er kommet endnu længere bagude i kampen om Champion League, prøver den alsidige forsvarsspiller at bevare et positivt mindset.

– Vi snakker ikke rigtigt om det (Champions League, red.), men vi ved alle, at det er minimumskravet vi bør sigte efter. Hvis vi bare kan komme ind i en god stime, for vi har spillerne til det. Vi tabte selvfølgelig et par stykker i lørdags, men vi har en uge til næste kamp, så forhåbentlig kan vi få den lappet sammen og få så mange spillere med som muligt, slutter Smalling, med henvisning til Jones og Evans, der begge måtte udgå lørdag med skader.

Manchester United tager imod Fulham hjemme på Old Trafford på søndag d. 9. februar, og sparkes i gang kl. 17.00 dansk tid.

Forrige artikel

Uniteds udlånte spillere

Næste artikel

Anderson: Flere spillere kan være på vej væk

ANNONCE