Manchester United spillede ikke en mindeværdig 1. halvleg i aftenens opgør mod Omonia. Derfor reagerede Erik ten Hag også prompte og skiftede hele venstresiden ud i pausen. Ind på banen kom Luke Shaw og Marcus Rashford.
Især den sidstnævnte indskiftning endte med at være kampafgørende. Rashford garnede to gange, hvilket var hovedårsagen til at United kan rejse tilbage til det engelske med tre point i bagagen.
Manageren forklarer efter kampen, hvad han sagde til holdet i pausen.
– Flere løb, vi er for statiske. Vi bliver nødt til at få modstanderne til at flytte sig, før at vi kan komme ned bag dem, siger Erik ten Hag.
I forlængelse af det roser hollænderen indskifterne.
– Det var grunden til at vi lavede de to udskiftninger i pausen. Indskifterne gjorde virkelig forskellen i dag, udtaler han yderligere.