I 2011 startede han inde i en Champions League-finale for Manchester United mod FC Barcelona. I de seneste to år har han kæmpet for at få spilletid i Middlesbrough, der i seneste sæson rykkede ned i den andenbedste engelske fodboldrække.
Nu skifter 28-årige Fabio da Silva til franske Nantes. Transferbeløb og kontraktlængde er ikke offentliggjort, men på sin Twitter-profil skriver brasilianeren:
– Efter 11 år i Storbritannien, kan jeg ikke vente med at komme i gang med udfordringen hos FC Nantes, og jeg er beæret over at skifte til denne berømte klub.
I samme ombæring takkede han Middlesbrough og ønskede dem held og lykke med at komme tilbage til Premier League.
Fabio kom til Manchester United sammen med sin tvillingebror Rafael tilbage i 2008. Fire år senere blev han udlejet til Queens Park Rangers, og i 2014 blev han solgt til Cardiff, inden han skiftede til Middlesbrough i 2016.
Brormand Rafael var på Old Trafford indtil 2015, inden han blev solgt til Olympiqe Lyon.
De to tidligere United-spillere skal nu igen optræde i samme land og liga, men har stadig mere end 600 kilometer imellem sig.
Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her