KC Stadium dannede rammerne for Premier League-opgøret mellem et jagtende tophold og et kæmpende bundhold. Sådan var rollerne også fordelt fra første fløjt, da gæsterne tog teten tidligt og pressede på. Hjemmeholdet stod dog godt imod, og fik clearet inden det blev for farligt. En af disse resulterede i et kontraangreb, der med en stikning fra Fagan til Garcia nødsagede Nemanja Vidic til, at bremse Hull-spilleren i feltet på diskutabel facon. Alan Wiley, som var hovedperson for Sir Alex Fergusons kritik før på sæsonen, afviste dog protesterne og lod spillet fortsætte.
Det antændte en gnist hos værterne, der herefter havde nogle gode muligheder for at bringe sig i front. Først var det Olofinjana der måtte se et forsøg refleksreddet af Kuszczak, dernæst kunne Hunt ikke ramme kassen fra en ellers åben position. I mellemtiden kom også Ryan Giggs, Rafael da Silva og kampens mand i fokus, Wayne Rooney, også tæt på, så det svingede frem og tilbage. De missede chancer hobede sig op hos hjemmeholdet, og som set så mange gange før, bliver man straffet mod et hold som Manchester United, når man ikke kan udnytte sine chancer.
Pausefløjtet nærmede sig med hastige skridt, da Wayne Rooney prikkede et indlæg fra Darren Fletcher i kassen. Reaktionen på målet fra Rooney viste tydelig lettelse og stor glæde, da den engelske landsholdsspiller har været objekt for kritik de seneste kampe. Foran 1-0 kunne Manchester United gå til halvleg med fornemmelsen af, at det sidste mål ikke var scoret i denne kamp.
Anden halvleg startede i et mere roligt tempo, og der skulle en personlig fejl til, at sætte gang i sagerne igen. Det var Wayne Rooney som havde lusket sig tilbage på egen banehalvdel, der stod for fejltagelsen. Angriberen spillede en usikker bold tilbage til Kuszczak, der måtte se sig slået af Fagan, og da denne lagde bolden indover til en helt fri Altidore, måtte tilbagevendende Rafael da Silva bremse ham på ulovlig vis i feltet. Dermed fik Hull City det straffespark, som de muligvis blev snydt for i første halvleg, og Fagan scorede sikkert fra pletten.
Hjemmeholdet fik blod på tanden herefter og stillede sig langt længere frem på banen, men dette gav kun mere plads til Uniteds farlige kontraangreb, og netop dette fangede Hull på hælene med 17 minutter igen. Ryan Giggs fandt Wayne Rooney med en stikning, og denne forsøgte at finde Ji-Sung Park på tværs i feltet, men her kom Dawson imellem og gjorde det til 2-1 med et mål i eget net.
Dermed havde Wayne Rooney gjort op for sin brøler, men anføreren på daværende tidspunkt i kampen, ville mere endnu. Et kontraangreb startet af et langt og præcist hovedstød i dybden fra United-forsvaret sendte Rooney og Berbatov af sted alene med to Hull-forsvarere. Rooney fandt bulgareren på tværs med en fræk pasning gennem benene på Hull-manden, og dermed var det ingen sag for Berbatov at lukke og slukke med en simpel 3-1-scoring.
Dermed rykker Manchester United tættere på Chelsea, der kun fik 0-0 ude mod Birmingham. Arsenal bankede Aston Villa 3-0, så der er to point op til førstepladsen og to point ned til tredjepladsen forud for hjemmekampen mod Wigan på onsdag.