Fergie forsvarer Glazer-familien

Sir Alex Ferguson udtaler, at amerikanernes ejerskab ikke har påvirket Manchester Uniteds fodboldhold.

Uniteds skotske manager er kommet med en udmelding omkring klubbens ejere. 

Den amerikanske Glazer-familie har i en del år oplevet stor modstand fra Manchester Uniteds fans, på grund af den enorme gæld som de tilfører klubben.

Sir Alex Ferguson har før forsvaret “The Glazers”, men aldrig i så skarpe vendinger som denne gang, hvor han samtidig også er ude med riven overfor de fans som kritiserer klubbens ejere. 

– Jeg er meget tilfreds med Glazer-situationen. De har været fantastiske, udtaler Ferguson ifølge The Mirror. 

– Der vil altid være nogle tilhængere som har deres mening, og det er der heller ikke noget i vejen med.

– Men jeg tror, at størstedelen af de rigtige fans vil se realistisk på det og indrømme, at det ikke påvirker holdet. 

Fire mesterskaber 
En del United-fans er blevet skuffede over Fergusons udtalelser, hvor især kommentaren omkring “rigtige fans” har været svær at sluge.

Den 70-årige manager holder dog fast ved sin holdning, og peger på holdets trofæsamling under Glazer-familien, for at pointere at deres ejerskab ikke har skadet klubben.

– Vi har vundet fire mesterskaber siden ejerne kom, og også Champions League. 

– De har altid bakket mig op, når jeg har bedt om det. Jeg har aldrig oplevet modstand. 

LÆS OGSÅ: 5 spørgsmål: Glazer-familiens ejerskab

Forrige artikel

Shinji høster mere ros

Næste artikel

Robson hylder Ferdinand

ANNONCE