Ferguson var interesseret i Torres tilbage i 2006

Fernando Torres var tilbage i 2006 et transferemne, som Sir Alex Ferguson ville have elsket at kunne tilføje sin trup.

Fernando Torres har i sommerens løb skiftet sin barndomsklub Atletico Madrid ud med en klub fra den japanske J-liga. Dermed har den blonde spanier sluttet sin europæiske karriere, efter blandt andet flere sæsoner i Liverpool og Chelsea. Hans tid i det engelske bød dog på flere nedture. En trofæløs tid i Liverpool blev afløst af en kæmpe scoringskrise efter et kontroversielt skifte til Chelsea. Torres nåede i sin tid i London-klubben at spille 110 kampe med blot 20 mål til følge.

Den tidligere verdens-og-europamesters tid i England, kunne faktisk have formet sig anderledes. Tilbage i 2006 hvor Torres fortsat var Atletico Madrid-spiller, forsøgte Sir Alex Ferguson nemlig at hente spanieren til den nordengelske-klub. På daværende tidspunkt ledte skotten efter en afløser til målslugeren Ruud van Nistelrooy, som havde raget sig uklar i klubben. Alternativt kunne Ferguon satse på den skadesplagede Louis Saha eller vente på at Alan Smith ville vende tilbage fra sin frygtelige ankelskade. Et alternativ som den legendariske træner ikke havde tiltro til. Wayne Rooney skulle have en angrebsmakker og han fandtes umiddelbart ikke i truppen. Det fik klubben og træneren til at vende opmærksomheden mod fanfavoritten i Atletico Madrid, Fernando Torres. En interesse som faktisk havde været længe undervejs.

– Torres var en meget, meget talentfuld individualist. Vi spejdede ham mange gange, og forsøgte allerede at skrive kontrakt med ham da han var 16 år. Vi udtrykte vores interesse, to år før han skiftede til Liverpool, men vi følte altid vores kontakt til ham, blot førte til forbedret kontrakt i Atletico Madrid, skriver Ferguson i sin biografi.

Bedste angriber i Liverpool siden Owen og Fowler

På trods af den tidlige interesse fra Manchester United, endte rivalen fra Liverpool med at hente El Niño, som Torres fik som kælenavn grundet hans drenget og uskyldige ansigt. Skiftet overraskede den tidligere United-træner, som skønner at Liverpools træner Rafael Benitez, måtte have haft sine spanske forbindelser i orden. Selvom Torres tilsyneladende hellere ønskede at spille på Anfield Road, har Ferguson masser af lovord om den nybagte Sagan Tosu-spiller.

– Torres var benådet med en snedighed og kløgt samt en god portion kynisme. Han havde et strejf af ondskab i sig, dog ikke i en fysisk forstand, men i kraft af hans fokus på sig selv og hans karriere. Og så havde han et fantastisk tempo-skifte. I en 100-meter spurt var han ikke hurtigere end de fleste Liverpool spillere, men tempo-skiftet gjorde ham livsfarlig. Han havde yderligere en fin fysik. En angribers højde og statur. Han var Liverpools bedste angriber siden Michael Owen eller Robbie Fowler.

Manchester United endte som bekendt med at hente argentinske Carlos Tevez som følge af Torres afvisning. Følgende sæson blev Dimitar Berbatov også hentet til United. Begge spillere nød dog god succes i klubben, hvilket de mange trofæer som kom i hus, kan være bevis på.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Ronaldo solgt til Juventus

Næste artikel

OT.dk-anbefaler: Ronaldo-special

ANNONCE