United solgte i januars transfervindue Darren Fletcher til West Bromwich, efter den skotske landsholdspiller var kommet sig ovenpå flere års kamp med en alvorlig tarmsygdom.
Fletcher var anset for at være en af Uniteds vigtigste spillere, og en af Europas bedste defensive midtbanespillere, da han blev ramt af en tarmsygdom, der betød at han i flere år måtte sætte karrieren på stand-by.
– Jeg fik at vide, at der var en risiko for at jeg ikke kunne spille fodbold igen, men jeg lod det aldrig rigtig komme ind. Jeg troede fuldstændig på at jeg ville komme tilbage. Min læge var fantastisk, og skrev til mig da jeg skrev under med WBA. Han er en helt i mine øjne.
– Det mest skræmmende er at se tilbage på billeder. Familien er omkring dig, og gør det bedste for at hjælpe, men det er først når man er på den anden side, at man kan se hvor slemt det egentlig stod til, siger Fletcher i et interview med avisen the Telegraph.
Sir Alex en kæmpe støtte
Darren Fletcher fik dog ikke blot hjælp og støtte af konen Hayley og parrets to små tvillinger. Sir Alex Ferguson var en af de vigtigste støtter i den svære kamp med sygdommen, og Fletcher er evigt taknemlig for landsmandens støtte.
– Gennem hele sygdomsperioden var han fantastisk, han lagde fodbolden væk og vi holdt fokus på at blive rask igen. Han ønskede ikke at presse på og tillod mig at restituere og komme ovenpå igen. Han vidste hvordan det hele påvirkede mig og min familie, og jeg glemmer aldrig de mange ting han gjorde for mig.
– Jeg sad i min sofa med min far, da han holdt sin afskedstale på Old Trafford, og at han tog sig tid til at nævne mig var helt utroligt. Han tog mine børn med ind og fik liga-medaljen, da jeg ikke selv var i stand til det. Jeg har kæmpe respekt for ham, siger Fletcher.
Drømmer om at blive manager
Fletcher selv går med planer om at kaste sig ud i jobbet som manager på et tidspunkt. Han er ved at have bestået eksamen til en A-licens, men understreger, at der er flere år tilbage i ham som spiller.
– Jeg har i lang tid tænkt over det at blive manager, og det har ikke ændret sig. Jeg ved hvor svært det er, men træning og management har altid tiltalt mig. Jeg er i gang med min sidste eksamen til A-licensen, så jeg er der næsten.
– Jeg er dog ikke træt at spillet endnu, jeg nyder alle aspekter og ønsker at spille videre nogle år endnu. Så rollen som manager er nogle år ude i fremtiden, lyder det fra den sympatiske skotte.