Gerrard forsvarer Rooney

Paul Scholes antydede i sidste måned, at Wayne Rooney kan have toppet som fodboldspiller. Men det er noget vrøvl, lyder det fra Steven Gerrard.

Paul Scholes tager fejl, når han hævder, at Wayne Rooney har toppet i sin karriere. Så kontant er meldingen fra Steven Gerrard, der skal med Rooney til VM for England. 

Gerrards forsvar af Rooney sker efter, at Scholes på sin blog hos Paddy Power skrev, at man muligvis har set det bedste fra Rooney. Et af Scholes’ argumenter lyder bl.a. på, at Rooney fik sit gennembrud i en tidlig alder, og at han derfor kan være en anelse slidt, selvom dåbsattesten blot siger 28 år. 

– Paul Scholes tager fejl. Han (Rooney, red.) har været Manchester Uniteds bedste spiller hjemme og i Europa. Han er i fantastisk form, siger Gerrard til The Mirror og fortsætter. 

– Ud fra, hvordan jeg har set ham spille på United-holdet, synes jeg, at hans formkurve har været meget positiv. Hans mentale tilstand før denne turnering er bedre end ved andre slutrunder, hvor han har været skadesramt, fortsætter Liverpool-anføreren. 

Wayne Rooney står indtil videre noteret for 90 kampe med 38 scoringer til følge for England. 

Forrige artikel

Hodgson: England er besat af Rooney

Næste artikel

United-flop tæt på Stoke

ANNONCE