Guardiola: Jeg har skøre idéer til kampen mod United

Et presset kampprogram kan få Pep Guardiola til at tænke i alternative baner, når han skal sætte holdet til Manchester Derby på lørdag. Det udtaler han forud for deres kvartfinale mod Southampton i Carabao Cup onsdag aften.

Der er mange kampe på programmet i disse uger for de engelske hold, som stadig deltager i de engelske cup-turneringer. Dette er tilfældet for både Manchester United og Manchester City. United mødte i går aftes Charlton, hvorimod City gæster Southampton onsdag aften i Carabao Cup.

Det kan derfor være et større puslespil at få til at gå, når holdene skal sættes. Kræfterne skal økonomiseres frem mod lørdag. Her brager de to Manchester-klubber nemlig sammen på Old Trafford i et ventet Manchester Derby.

Forud for kampen fortæller Pep Guardiola, at det tætpakkede kampprogram presser spillerne.

– I kampen mod Chelsea (søndag) lavede jeg mange ændringer. Det gjorde jeg af én grund. Jeg så, hvor trætte spillerne var efter kampen (torsdag). Vi kom sent hjem, og jeg så, at spillerne var trætte til træningen. De spillere fik ikke lov til at spille mod Chelsea, udtaler han.

Guardiola varsler derfor også rotation frem mod Manchester Derby.

– Jeg vil gerne ankomme til kampen mod United med et gennemsnit af spilminutter på cirka samme niveau.

Og det kan altså få den spanske manager til at tænke i utraditionelle baner.

– Jeg har nogle idéer – skøre idéer – mod United. Men jeg har stadig ikke set de sidste par kampe. Jeg mangler stadig at se, hvordan de spiller på hjemmebane, og om de ændrer noget. Det skal jeg have set, og det er derfor, at jeg ikke har en startopstilling klar endnu, siger han.

Manchester United møder Manchester City på Old Trafford på lørdag kl. 13:30.

Forrige artikel

Romano: United har mundtlig aftale på plads med Besiktas om Weghorst

Næste artikel

Medie: Wout Weghorst trænede ikke med i dag

ANNONCE