Kampen mellem Zaragoza og Levante i 2011 er de seneste dage blevet et hedt emne i fodboldverdenen. Ikke fordi det var en kamp med sublime mål eller fantastiske detaljer. Nej, det drejer sig om matchfixing.
41 spillere og ledere er blevet anklaget for at være en del af skandalen, og en af disse er Uniteds midtbanespiller Ander Herrera, der spillede for Real Zaragoza dengang.
Han mener dog at han er uskyldig, og har i dag lagt følgende besked på sin facebook.
– I en retsproces som involverer Real Zaragoza, klubben jeg spillede for fra jeg var 12 – 22 år gammel, er 41 personer nu udpeget til vidner, og jeg er en af dem. Jeg har aldrig været med til at manipulerer med resultater, og kommer heller ikke til det.
– Såfremt jeg bliver indkaldt til afhøring stiller jeg med glæde op, for min samvittighed er ren. Jeg elsker fodbold og tror på fair play, både på og udenfor banen, skriver Herrera.
Atletico Madrids anfører Gabi er også blandt de nævnte spillere i sagen, hvor Zaragoza angiveligt skulle have betalt Levante-spillerne for at tabe med vilje, så klubben kunne blive i La Liga. Zaragoza vandt kampen med 2-1.