Holdet bag OT.dk: Peter Sloth Miles

OldTrafford.dk rundede for nyligt 30.000 skrevne artikler. Det har vi tænkt os at markere med en ny artikelserie, hvor vi præsenterer det nuværende hold bag Danmarks største Manchester United-side, der siden 2003 har leveret daglig dækning af vores alles yndlingsklub. Hen over de næste par uger vil du derfor kunne læse, hvad der er af arbejdsopgaver som frivillig på OldTrafford.dk, og du vil kunne lære hvert enkelt ansigt bag det passionerede crew bedre at kende.

Navn: Peter Sloth Miles
Alder: 29 år
Bopæl: Aarhus
Beskæftigelse: Corporate Communication Manager hos Arla Foods
Rolle hos OT.dk: Skribent

Hvorfor skriver du for OT.dk?
Det er der flere grunde til. For det første er jeg United-fan, og OldTrafford.dk-crewet har været et fedt fællesskab til at dyrke den passion med andre. Derudover følger jeg United tæt og var interesseret i en karriere i journalistik eller kommunikation, da jeg startede på sitet. Derfor var det meget naturligt at kombinere de to interesser og samtidig få lidt ekstra træning i at skrive artikler og få noget mere at skrive på CV’et.

Bedste oplevelse med OT.dk
Det første, jeg kommer i tanke om, er, da vi så FA Cup-finalen 2016 sammen på Den Glade Gris i forbindelse med én af vores altid fede ”crewdage”. Kampen var et af højdepunkterne i Uniteds post-Ferguson-æra. Det gjorde det ikke mindre specielt at se den på Grisen, hvor stemningen var i top, da Lingard bankede United foran med 2-1 i den forlængede spilletid og sikrede United pokalen.

Hvornår og hvordan blev du United-fan?
Det er ikke en konkret oplevelse som sådan, der har gjort, at jeg er United-fan, men jeg begyndte at følge klubben i forbindelse med pre-season-kampen mod FC Aarhus på Aarhus Stadion i 2002. Min far havde fået fat i billetter til kampen og i dagene op til kampen så jeg en VHS med højdepunkter fra den legendariske 1998/1999-sæson igennem igen og igen. Magien omkring det hold fangede mig fuldstændigt, og siden jeg så Beckham, Van Nistelrooy, Giggs, Solskjær og alle de andre stjerner i levende live, var jeg solgt.

Hvad er din bedste oplevelse med United?
Live-oplevelser står altid klarere for mig, end når jeg har set United fra sofaen. Derfor er FA Cup-semifinalen mod Everton fra 2015/2016-sæsonen, hvor jeg havde taget turen til Wembley, ét af mine højdepunkter som United-fan. Det var helt sindssygt at være en del af så stor en gruppe af Uniteds trofaste fans, der følger United på udebane og skaber en vildt medrivende stemning. Kampen i sig selv var også underholdende. Fellaini scorede til 1-0, og De Gea reddede et straffespark, før Smalling scorede selvmål til 1-1. Kampen var på vej i forlænget spilletid, men i overtiden spillede Martial sig igennem i samarbejde med Herrera og sendte selvfølgelig bolden i nettet og sikrede pladsen i finalen. Foran de 40.000+ United-fans i den ende af Wembley. Magisk.

Hvad er din værste oplevelse med United?
Manchester Citys to mål i overtiden mod QPR i 2012 gjorde ondt. Rigtig ondt. Nok om det.

Hvem er din yndlingsspiller i United gennem tiden?
Der er mange og for at være ærlig er der ikke én, som jeg vil kalde min yndlingsspiller. Men da jeg begyndte at følge United, var Van Nistelrooy fantastisk. Jeg har aldrig set en bedre afslutter end ham – han var iskold foran mål, og så personificerede han den overlegenhed, som kendetegnede United i årene under Fergie.

Hvem er din yndlingsspiller på det nuværende hold?
Det må være Marcus Rashford. Det er altid en fornøjelse at se vores egne talenter bryde igennem, og det er bare endnu bedre, når én af holdets stjerner er af egen avl. Før hans skade var Rashford forrygende i denne sæson, og det er simpelthen så fedt at se en spiller, der brænder for klubben, repræsentere den så flot på banen.

Hvor og hvordan følger du primært United, når de spiller?
I den seneste tid har det primært været hjemme på sofaen eller på Tir Na Nog i Aarhus.

Hvordan får du stillet din United-sult her under Corona-tiden?
Jeg har taget mig selv i altid at stoppe op ved det United-content, som jeg ser på sociale medier. Gamle kampe, berømte mål og små klip fra de gode tider. På nogle måder er det faktisk lidt befriende kun at se tilbage på de gode tider, som primært er det, som jeg ser for tiden, men jeg savner også den umiddelbare glæde ved at se United vinde live.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Forrige artikel

Sancho står øverst på Ferdinands ønskeliste

Næste artikel

Nicky Butt vil have flere verdensklasse-talenter til akademiet

ANNONCE