Hvem er Jim Thwaites?

Sejrsmålet i Uniteds nylige FA Youth Cup-kvartfinale kom i hus på baggrund af flot samspil mellem tre indskiftere. Her var det 17-årige Jim Thwaites, der satte det hele i gang med en millimeterpræcis aflevering i dybden med sit venstreben. Men hvem er denne Thwaites? Det løfter vi sløret for her.

Foto: Manchester United/Manchester United via Getty Images

Jim Thwaites debuterede for Manchester Uniteds U18-hold allerede som 15-årig, men fik alligevel 10 kampe i sin første sæson på holdet.

Her var han med til at vinde U18 Premier League North, den nationale finale mod Chelsea og U18 Premier League Cup i 2023/24. Han blev dog mest brugt som indskifter.

I denne sæson er spilletiden derimod blevet regelmæssig, mens han også er debuteret på U21-holdet. Det hænger blandt andet også sammen med, at han blev 17 år i december 2024.

Alsidig playmaker med to gode ben

Thwaites er lille af statur, og nostalgiske United-fans kan nemt drage paralleller til Paul Scholes. Begge spillere havde udgangspunkt på den centrale midtbane, men har også været brugt som 10’ere, når der skulle bruges lidt mere fysik i maskinrummet.

Thwaites har også været brugt på begge kanter, og her kan man også drage paralleller til Scholes, som ofte blev (mis)brugt på venstrekanten, når han spillede med England.

Det er i sagens natur alt for tidligt at drage yderligere paralleller til én af klubbens legender. Men Thwaites’ evne til at diktere kampene er i hvert fald ikke gået ubemærket hen.

I U18-holdets seneste to kampe scorede han i den ene, mens han assisterede i den anden. Og før det var han som indskifter afgørende for, at United trak det længste strå i FA Youth Cup-kvartfinalen mod Arsenal.

Du kan se hans bedste aktioner fra den kamp herunder. Bemærk, at han først blev indskiftet i det 81. minut.

Dødboldsekspert

En bruger på X skrev efter kampen, at Jim Thwaites var Bruno Fernandes og Martin Ødegaard i én spiller.

Her kan man også sige, at han er en krydsning mellem Paul Scholes og David Beckham.

Thwaites er nemlig ikke kun playmakeren, der dikterer spillet. Han tager sig også af hjørnespark og frispark, begge med stor kvalitet.

Herunder kan du se et eksempel på en vaskeægte frisparksperle fra Thwaites. Den kom i en 6-0 sejr over Nottingham Forest i efteråret. Det var i øvrigt midt i en stime af 7 kampe, hvor Thwaites havde 6 målinvolveringer. Heraf 5 i 5 kampe i streg.

Sammenligningen med David Beckham er vi tilsyneladende ikke ene om. I denne youtube-video laver ‘The Academy Scoop’ den samme sammenligning. Deres beskrivelse af Thwaites begynder ca. 20 minutter inde i videoen.

Svagheder og perspektiv

Jim Thwaites’ største udfordring bliver at overføre sit spil til seniorfodbold, hvor han utvivlsomt vil blive mødt af sværere fysisk modstand.

Der findes flere gode eksempler på små vævre spillere, som ender med at gøre sig fint på en midtbane i Premier League. Se bare på Paul Scholes, Juan Mata, Bernardo Silva og andre. Men det kræver noget ekstra at slå igennem, når man ikke har fysikken med sig.

Her kan vi bruge Gabriele Biancheri som et eksempel. Han har samlet set scoret flere mål end Chido Obi i denne sæson, men spiller stadig U18-fodbold, mens den store og fysisk stærke dansker i skrivende stund har fået fire indhop under Ruben Amorim.

Ud over Jim Thwaites råder U18-holdet også over engelsk/russiske Amir Ibragimov, som flere steder er omtalt som én af klubbens største talenter. Thwaites og Ibragimov minder en del om hinanden i statur, og det kan ved første øjekast være svært at se forskel på de to under en kamp.

Thwaites og Ibragimov har samtidig også udviklet en glimrende indbyrdes forståelse og kan nærmest finde hinanden i blinde. Som det var tilfældet med Dwight Yorke og Andy Cole i sin tid.

Måske får vi det at se på førsteholdet en dag. Det bliver spændende at følge.

 

Forrige artikel

Wolves-kampen er blevet flyttet

Næste artikel

Manchester United kommer til Stockholm - du har forkøbsret som medlem

ANNONCE