Jordan: Moyes har fortjent United

Den tidligere United-helt Joe Jordan har tillid til David Moyes i Uniteds managersæde. Han har fortjent chancen, mener skotten.

David Moyes begyndte mandag at løfte den tunge, tunge arv efter Sir Alex Ferguson, da den 50-årige skotte officielt overtog managersædet i Manchester United.

Der er blevet sagt og skrevet meget om valget af Moyes som efterfølger til den mest succesrige manager nogensinde. Joe Jordan, som opnåede 126 kampe i United-trøjen i årene fra 1978 til 1981, tror på sin skotske landsmand.

– Du kan joke lidt med, at han er skotte, når nu United har haft så stor succes med managere derfra. Jeg synes Moyes har gjort sig fortjent til at træne United. Det er en skarp ansættelse. Ikke blot på grund af hans nationalitet, men fordi han vil ofre hver en time i døgnet på at videreføre Manchester Uniteds succes. Forhåbentlig vil det lykkes ham, siger Jordan til manutd.com.

Det ventes, at Moyes officielt vil blive præsenteret for verdenspressen på fredag.

Forrige artikel

Dæhli kan være på vej hjem

Næste artikel

Dæhli skifter til Molde

ANNONCE