Keane kritiserer United for “respektløs” behandling af Ronaldo

37-årige Cristiano Ronaldo har kun fået en enkelt kamp fra start i Premier League i denne sæson.

Cristiano Ronaldo måtte se hele kampen fra bænken, da Manchester United blev trumlet over med 3-6 af Manchester City søndag eftermiddag.

Det fik efterfølgende klubbens tidligere kaptajn Roy Keane til at revse United for behandlingen af portugiseren.

– Jeg synes, United er respektløse overfor Ronaldo. Jeg synes, han skulle have fået lov til at gå i transfervinduet, siger Keane efter kampen i Sky Sports-studiet.

Ifølge Keane så havde Ronaldo fire eller fem klubber, der bejlede til ham i transfervinduet.

– Jeg føler, at manageren [Erik ten Hag] holder på ham. […] Du kan ikke holde Ronaldo på bænken. Han er en af de bedste spillere nogensinde, lyder det fra ireren.

Indeværende sæson har været en kæmpe kontrast for Ronaldo, der i sidste sæson var klubbens topscorer med 17 mål i ligaen. Angriberen har i denne sæson kun fået en enkelt kamp fra start i Premier League.

–  Det bliver kun grimmere, jo længere vi kommer frem i sæsonen. Ronaldo vil være motiveret med VM lige om hjørnet. Men hvis han sidder på bænken uge efter uge, så er det ikke godt. Det bliver grimt, siger Keane.

Manchester United skal torsdag en tur til Cypern for at møde Omonia Nicosia i Europa League, hvor Ronaldo har startet inde i begge af de to gruppekampe.

Den 37-årige superstjerne har kontrakt med klubben frem til sommer.

Forrige artikel

Ten Hag: McTominay har stået i vejen for Casemiro

Næste artikel

Telegraph: Gensidigt ønske om snarligt Ronaldo-exit

ANNONCE