Koeman: Van Persie kommer tilbage

Den nuværende træner for The Saints og hollandske legende Ronald Koeman mener, at Robin van Persie nok skal modbevise sine kritikere. Bare ikke i aften.

I aften står Hollands mest scorende spiller over for en tidligere landsholdslegende, når Robin van Persie skal op imod Ronald Koeman og hans Southampton-hold.

Men i modsætning til Koeman, som med sit mandskab højst overraskende har ligget i topfeltet af tabellen fra dag 1, så har der været langt mellem snapsene for van Persie, der kun står noteret for fire mål indtil videre denne sæson.

Hans landsmand er dog ikke i tvivl om, at den 31-årige angriber nok skal finde tilbage til den form, der gjorde ham til ligaens suveræne topscorer i sæsonerne 11-12 og 12-13. Det siger han ifølge The Mirror.

– Robin er en af de bedste angribere. Det viste han, da han scorede et fantastisk mål mod Hull. Hvis du er en spiller på det højeste niveau og du ikke scorer, eller hvis holdet ikke vinder, ved du, at du vil få kritik.

– Han er en fantastisk spiller og er en af de bedste hollandske angribere, vi har, men forhåbentlig får han endnu en stille kamp mod Southampton.

Ikke færdige med at overraske

Aftenens modstandere har været i kanon form i løbet af sæsonen, særligt defensivt, hvor de har lukket rekordlave 10 mål ind. Dog har målene på det sidste manglet, hvorfor det kun er blevet til et enkelt point i de seneste tre kampe.

– Jeg tror vores modstandere har analyseret vores angrebsspillere, og det er muligt, at de har forsvaret bedre mod Graziano [Pelle, red.], mener Koeman om sit angrebses, der ikke har scoret siden 18. oktober.

– Som angriber behøver du et mål for at komme tilbage, hvor du kom fra. Men jeg har fuldkommen tillid til mine spillere.

– Vi vil fortsætte hvor vi slap, for vi kender vores spilleres kvaliteter, og vi vil komme til at vinde kampe fordi vi har gode spillere. Det har jeg ingen tvivl omkring.

Aftenens opgør på St. Mary’s sparkes i gang kl. 21.00 og vises på TV3 Sport 2. Vinderen af opgøret vil rykke direkte op på tredjepladsen i Premier League.

Aktuel topstilling i ligaen

1. Chelsea: 36 point

2. Man. City: 33 point

3. West Ham: 27 point

4. Southampton: 26 point

5. Man United: 25 point

6. Arsenal: 23 point.

Forrige artikel

Van Gaal: Falcao kan kun spille 20 min.

Næste artikel

- Det bliver en speciel genforening

ANNONCE