Kritik preller af på Lukaku

Romelu Lukaku blev kritiseret for sin indsats mod Liverpool, men det har ikke gjort noget stort indtryk på angriberen, der er vant til at høre på kritiske røster.

En enkelt stor chance var, hvad Romelu Lukaku kom frem til, da United og Liverpool i lørdags spillede 0-0 på Anfield. Efterfølgende var Gary Neville hård i sin kritik af belgieren, som, han mente, var “distraheret” og “uden indflydelse”. Den kritik tager Lukaku dog ikke så tungt.

– En angribers største styrke skal være bevidstheden om, at man nogle gange scorer og nogle gange brænder. Men hver gang jeg brænder chancer, kommer den her kritik, selv om andre angribere i ligaen brænder større chancer end mig. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men når det handler om mig, bliver mit prisskilt altid nævnt. Sådan er det, og det accepterer jeg. Jeg er altid afslappet, siger Romelu Lukaku ifølge Manchester Evening News.

Da belgieren kom til klubben inden denne sæson, gik de kritiske røster på, om han nu også kunne præstere mod de store klubber. Det gav han et foreløbigt svar på allerede i hans første kamp for klubben, da han scorede Uniteds mål i 2-1-nederlaget mod Real Madrid i Super Cuppen. 

– Jeg tror, der var størst pres på mig i Super Cuppen. Det var den kamp, hvor alle så på mig og tænkte “kan han klare det?”. Målet gav mig ro, og så er jeg bare blevet ved med at prøve at blive bedre uge for uge. Folk kan sige, hvad de vil, men min statistik i Premier League er god, og jeg er i en situation, hvor holdet præsterer godt.

Romelu Lukaku har lavet 16 mål i 15 kampe for klub- og landshold i denne sæson. Heraf 7 mål i Premier League, hvilket gør ham til topscorer.

 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Neil Custis: Mourinho gjorde det rigtige

Næste artikel

Carragher: Mourinhos taktik kan koste mesterskabet

ANNONCE