Medier: Ingen van Gaal i dag

Louis van Gaal bliver alligevel ikke præsenteret som ny United-manager i dag. Det skriver flere engelske medier.

Manchester United-fans må endnu engang væbne sig med tålmodighed. For klubben er stadig ikke klar til at præsentere Louis van Gaal som ny manager. 

Det skriver flere medier, heriblandt The Telegraph og The Independent. 

Sky Sports skrev ellers torsdag morgen, at Louis van Gaal måske allerede i dag ville blive udnævnt som ny manager for United med Ryan Giggs som assistent. 

Men nu skriver Mark Ogden fra The Telegraph, at den 62-årige hollænder først bliver præsenteret tidligt i næste uge. 

Det sker dels fordi, Manchester United vil respektere Hollands forberedelser til venskabskampen mod Ecuador på lørdag, og dels fordi der stadig er et par detaljer i kontrakten, der mangler at falde på plads. 

Det er endnu uvist, hvem van Gaal tager med sig til den nye trænerstab. 

Målmandstræner Chris Woods og Phil Neville forventes begge at blive fyret, mens Paul Scholes angiveligt holder møde med ledelsen i United i dag for at diskutere sin fremtid. 

Forrige artikel

U21: United tabte finalen

Næste artikel

United henter ung keeper

ANNONCE