U21: United tabte finalen

Selvom Manchester United kom foran i Premier League U21-finalen, var det ikke nok til at slå Chelsea.

Chelsea, der toppede ligaen, var forhåndsfavoritter forud for finalen, men Manchester United mønstrede et rigtig stærkt mandskab, og derfor var der håb i forhold til at genvinde titlen.

Gæsterne ville det dog anderledes, da de efter bare fem minutter var kommet tæt på to gange. Ben Amos havde dog fået de rigtige handsker på i æsken.

I stedet kom Manchester United foran på en sand perle. Saidy Janko stak afsted på højrekanten, fandt James Wilson i feltet, der uselvisk lagde den af til Tom Lawrence. Denne tog et koldt træk uden om Chelsea-forsvaret, og lagde den flot op i hjørnet til 1-0.

Føringen holdt dog kun i ti minutter, før Chelsea fortjent udlignede. Charly Musonda havde været på spil hele første halvleg, og da han fik alt for meget plads af United-forsvaret, kom han endelig på tavlen. 1-1 holdt til pausen.

Chelsea kom klart bedst ud til anden halvleg, og chancerne væltede ned mod Ben Amos i buret. Derfor var det ikke overraskende, at det var londonerne, der løb med det. Lewis Baker gjorde det til 1-2 med godt ti minutter igen.

Manchester United kom tættest på en udligning i overtiden, da Ben Amos var med fremme på et hjørnespark, men både Michael Keane og Tyler Blacketts forsøg fandt ikke nettet. Chelsea blev altså kronet som nye U21-mestre, mens Uniteds unge drenge må nøjes med titlen som vicemestre i næste sæson.

Manchester United: Amos; Varela, McNair, M.Keane, James (Blackett 82); Janko, Ekangamene, Pearson, Lawrence (Harrop 86), A.Pereira; Wilson (Weir 68). Bænken: J.Pereira, Willock.

Forrige artikel

Vidic: Vi skændtes med hinanden

Næste artikel

Medier: Ingen van Gaal i dag

ANNONCE