MEN: Situationen kan eskalere, hvis spillere bliver nægtet skifte

Engelske medier rapporterede forleden om en problematisk stemning i Manchester United. Nu skriver Samuel Luckhurst fra Manchester Evening News, at situationen meget vel kan eskalere, hvis flere spillere ikke får lov til at skifte klub denne januar.

En af Englands største aviser, The Mirror, kunne forleden rapportere, at op til 11 spillere vil væk fra Manchester United som konsekvens af en stigende utilfredshed i klubben.

Torsdag skriver Samuel Luckhurst fra Manchester Evening News, at flere af spillernes utilfredshed bunder i, at de ikke er blevet givet en fair chance for at tilegne sig spilletid denne sæson, mens andre, som har præsteret under niveau over en længere periode, spiller fast.

Situationen eskalerer angiveligt nu, men har allerede været under opsejling i Ole Gunnar Solskjærs ledelsesperiode, hvor spillerrotationen var marginal.

Samuel Luckhurst nævner Dean Henderson, Anthony Martial, Donny van de Beek og Phil Jones som nogle af de spillere, der gerne vil have mere spilletid – og ønsker at søge nye græsgange denne vinter.

Ralf Rangnick har allerede fortalt Dean Henderson, at han ikke har tænkt sig at slippe den engelske målmand denne vinter, ligesom klubben vil have hele Anthony Martials løn dækket, hvis franskmanden skal på et lejeophold.

Kilder tæt på omklædningsrummet fortæller, at en konfrontation mellem spillerne og Ralf Rangnick er under opsejling, såfremt en række spillere ikke får lov til at skifte klub eller blive sendt på udleje denne vinter.

Sådan forholder vi os til historien

Rygter som disse skal altid tages med forbehold, men set i lyset af de meldinger, som har floreret tidligere på ugen omkring en stigende utilfredshed, tyder det på, at der kan være noget om snakken.

På samme tid er Samuel Luckhurst en af de journalister, som ofte har fingeren på pulsen, når det gælder Manchester United, omend han ikke altid rammer plet.

Der tegner sig desuden en tendens, idet flere medier melder om “kilder tæt på omklædningsrummet”, der i ny og næ lækker ting til pressen. Det er altså ikke første gang, det er sket i denne sæson, hvorfor disse hændelser blot bekræfter påstanden om et splittet omklædningsrum.

Kilder tæt på omklædningsrummet fortæller, at en konfrontation mellem spillerne og Ralf Rangnick er under opsejling, såfremt en række spillere ikke får lov til at skifte klub eller blive sendt på udleje denne vinter.

Previous Article

Ethan Laird udlejes til Bournemouth

Next Article
Ralf Rangnick

Rangnick: Spillerne lytter til mine idéer

ANNONCE