Mkhitaryan: Min vej til Manchester United

Henrikh Mkhitaryans fodboldkarriere startede et år efter hans fars død, hvor han fortæller om sine op- og nedture samt om fodboldkulturen i de forskellige lande.

Henrikh Mkhitaryan skiftede i sommers fra Borussia Dortmund til Manchester United. I den anledning har han skrevet et brev til The Players’ Tribune, hvor man får indsigt i hans opvækst og rejse gennem fodbolden.

Min vej til Manchester United

I et af mine tidligste minder tigger jeg min far, Hamlet, om at tage mig med til træning hos hans franske fodboldklub. Jeg var måske fem år gammel. I 1980’erne, før jeg blev født, spillede min far i den sovjetiske topliga i vores hjemland Armenien.

Han var en lille, men hurtig angriber. Soviet Soldier magazine ærede ham med en pris i 1984.

Flygtede til Frankrig

I 1989, da jeg stadig var baby, flygtede vi til Frankrig grundet nogle konflikter i Armenien. Min far spillede fem år for Valence i den anden bedste række i Frankrig.

Jeg græd altid, når han tog til træning. Hver morgen sagde jeg, “Far, tag mig med. Jeg beder dig, tag mig med!”

I den alder var jeg ligeglad med fodbold, jeg ville bare være sammen med min far. Men han ville ikke blive distraheret under træning ved at bekymre sig om mig der løb rundt, så han kom op med en god plan for at narre mig.

En morgen sagde jeg, “Far, tag mig med til træning.”

Han svarede, “Nej nej. Der er ikke træning i dag, Henrikh. Jeg skal i supermarkedet. Jeg er snart tilbage.”

Han tog til træning, og jeg ventede… og ventede.

Han kom tilbage efter et par timer uden poser med varer.

Jeg begyndte at græde, “Du løj for mig! Du gik ikke i supermarkedet! Du tog til fodbold!”

Min fars død

Tiden med min far var meget meningsfuld, men også meget kort. Da jeg var seks år gammel, fortalte mine forældre mig, at vi flyttede hjem til Armenien. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Min far var stoppet med at spille fodbold, og var hjemme hele tiden.

Jeg vidste det ikke, men min far havde en tumor i hjernen. Alt skete så hurtigt. Inden for et år var han væk. Fordi jeg var så ung, forstod jeg ikke døden.

Jeg husker, at min mor og storesøster altid græd. Jeg spurgte dem, “Hvor er min far?”. Ingen kunne forklare, hvad der skete. Dag efter dag begyndte de at fortælle mig, hvad der var sket. Jeg husker, at min mor sagde, “Henrikh, han vil aldrig komme tilbage.” Og jeg tænkte, aldrig? Aldrig er meget lang tid, når man kun er syv år gammel.

Vi havde en masse videobånd med ham, hvor han spillede i Frankrig. Jeg så dem ofte for at huske ham. Jeg så hans kampe to til tre gange om ugen. Det gav mig en masse glæde. Især når kameraerne viste ham fejre en scoring eller kramme sine holdkammerater. Min far levede videre i de videobånd.

Da jeg startede med at spille fodbold

Året efter min fars død begyndte jeg at spille fodbold. Han var min motivation – mit idol. Jeg sagde til mig selv, at jeg måtte løbe ligesom ham. Jeg skulle skyde ligesom ham.

På det tidspunkt var jeg ti år. Hele mit liv var fodbold. Jeg trænede fodbold, læste fodbold, så fodbold og spillede fodbold på PlayStation. Jeg var totalt fokuseret på det. Jeg elskede især de kreative spillere. Jeg ville altid spille som Zidane, Kaká og Hamlet (rimelig godt selskab for min far.)

Min mor

Det var svært for min mor, da hun både skulle agere mor og far for mig. Hun skulle være der for mig, men også nogle gange være hård ved mig ligesom en far ville være det.

Jeg havde dage, hvor jeg kom hjem fra træning og sagde, “Det er så hårdt. Jeg har lyst til at stoppe.”

Og min mor ville svare, “Du stopper ikke. Du skal fortsætte med at arbejde, og så vil det blive bedre i morgen.

Efter min far døde var min mor nødt til at tage et job, så hun kunne forsørge familien. Så hun begyndte at arbejde for det armenske fodboldforbund.

Det var faktisk ret sjovt, da jeg begyndte at spille for det armenske ungdomslandshold. Hvis jeg begyndte at skabe mig på banen, kom min mor hen til mig efter kampen og sagde, “Henrikh! Hvad laver du? Du må opføre dig ordentligt ellers får jeg problemer på arbejdet!”.

Jeg sagde, “Men mor, de sparkede mig! De…”

“Nej nej nej. Du skal altid være høflig!”

Turen til Brasilien

Selvom det var hårdt for os uden min far, så pressede min mor og søster mig altid. De lod mig endda tage til Brasilien alene, da jeg var 13 år for at træne hos São Paulo i fire måneder.

Det var et af de mest interessante øjeblikke i mit liv, fordi jeg var en meget genert dreng fra Armenien, der slet ikke kunne snakke portugisisk. Men jeg var ligeglad, for jeg fik lov til at komme til, efter min mening, fodboldparadis.

Jeg drømte om at blive ligesom Kaká. Brasilien var hjemland for den kreative spillestil som de kaldte for ‘ginga’.

Jeg studerede faktisk portugisisk i to måneder før jeg tog afsted, men da jeg ankom til São Paulo, fandt jeg hurtigt ud af, at der er stor forskel på at studere, og så rent faktisk snakke med folk.

Jeg tog afsted sammen med to andre armenske spillere. Da vi ankom, fandt vi ud af, at vi havde fået en brasiliansk spiller som værelseskammerat. Han var tynd ligesom mig og havde mørkt hår. Han bød os velkommen og sagde, “Bom dia! Meu nome é Hernanes.”

På det tidspunkt var han bare en fremmed, men det var Hernanes – ham der spiller for Juventus nu.

Vi levede på træningsbanen. Vi spiste, trænede og havde det sjovt der. Vi havde ikke nogen PlayStation, kun et fjernsyn, og alt var på portugisisk. Det var svært de første par uger, da jeg ikke kunne kommunikere med de brasilianske spillere. De sagde bare noget, smilede og klappede mig på skulderen.

Brasilianerne er fantastiske i deres natur. Du kan ikke beskrive det. Du må opleve det for at føle deres varme.

Heldigvis snakkede alle fodboldens universelle sprog. Vi blev venner ved at kommunikere gennem kreativitet på banen.

Jeg kan huske, at jeg en dag scorede et par mål til træning, og jeg tænkte, “Wow, jeg er en armensk dreng, der scorer mål i Brasilien.” Jeg følte mig som en stjerne.

Jeg var så interesseret i kulturen. Den var meget anderledes. For eksempel trænede de i 45 minutter og holdt så et kvarters pause. Vi spiste frugt, drak juice og trænede så videre i 45 minutter igen. De trænede hele tiden som om, det var en rigtig kamp.

I Armenien, i den alder, var træningen mere fysisk end teknisk. Det var meget teknisk i Brasilien – alt foregik med bolden. Hvis de ikke har en fodbold, så ruller de et par sokker op som en bold. Alt handler om bolden.

Efter en par måneder kunne jeg snakke portugisisk nogenlunde, og jeg lærte Hernanes det armenske alfabat. Uden en PlayStation havde vi ikke andet at give os til.

Den tid var meget vigtig for mig, da den formede mig som spiller. Da jeg tog tilbage til Armenien efter fire måneder i Brasilien, var jeg stadig tynd og svag, men jeg havde god teknik. Jeg følte mig fri på banen. Jeg følte mig som den armenske Ronaldinho. (Hahahaha. Nej, jeg laver sjov.)

Det var udfordrende, fordi jeg havde tre sprog i mit hoved hele tiden – armensk, fransk og portugisisk – og jeg blandede hele tiden sprogene sammen.

Skiftet til Ukrainsk fodbold

Da jeg var 20 år, skiftede jeg til Metalurh Donetsk i Ukraine, og blandede mine tre sprog med lidt ukrainsk og russisk.

Det var virkelig sjovt, da jeg to år senere skiftede til Shakhtar Donetsk. Folk sagde, at det ville være svært for mig, og jeg ikke ville få succes, fordi der var 12 brasilianere i klubben. Jeg sagde ikke noget, men grinede indvendigt. Jeg tænkte, “Jeg er halv brasilianer.”

Selvfølgelig gik det godt med mine holdkammerater, og jeg havde tre fantastiske år hos Shakhtar. I 2013 satte jeg rekorden for flest scorede mål i den ukrainske Premier League. Det føltes godt at lukke munden på dem, der sagde, at jeg ikke kunne få succes der.

Skiftet til Borussia Dortmund

Skæbnen er interessant. Efter den sæson blev jeg tilbudt et skifte til Borussia Dortmund i Tyskland. Jeg skiftede, og det var ikke kun et nyt sprog jeg skulle lære, men også en ny kultur og atmosfære, der var meget anderledes end, hvad jeg var vant til.

Det var en svær periode for mig. Min første sæson var okay, men den anden var en katastrofe. Ikke kun for mig, men for hele klubben. Vi tabte så meget, og jeg følte, at jeg ikke havde noget held.

En ting var, at jeg ikke scorede, men jeg lagde heller ikke op til nogle mål, hvilket ikke ligner mig. Jeg blev købt for et stort beløb, og jeg havde høje forventninger til mig selv.

Jeg havde mange nætter i min lejlighed i Dortmund, helt alene, hvor jeg bare tænkte og tænkte. Jeg ville ikke gå udenfor.

Men som jeg sagde er skæbnen interessant. En ny manager, Thomas Tuchel, kom til Dortmund inden min tredje sæson, og han ændrede alt for mig.

Han kom hen til mig og sagde, “Hør, jeg vil have det bedste ud af dig.”

Jeg smilede og grinede, fordi jeg troede, at han forsøgte at få mig til at have det bedre. Jeg betvivlede hans ord.

Men han kiggede seriøst på mig og sagde, “Micki, du bliver fantastisk.”

Det betød alt for mig. Efter den sæson jeg havde, troede jeg ikke på, at jeg kunne blive en stjerne. Men han troede på mig. Han fik alt ud af mig den sæson, fordi jeg var glad igen.

Når du er ked af det kan du ikke være heldig. Det er noget jeg lærte af den brasilianske kultur. Når du er glad, sker der gode ting på banen.

I den sæson spillede vi med entusiasme. Vi spillede en vanvittigt offensiv stil, og vi nød hvert minut på banen. Vi spillede med to forsvarsspillere, tre midtbanespillere og fem angribere, og vi havde succes. Selv når vi tabte, havde vi det sjovt.

Destination Manchester

Sidste sommer ringede min agent til mig og sagde, at Manchester United var interesseret i at købe mig. Det overraskede mig.

Jeg sagde, “Er det rigtigt eller bare spekulationer?”

Når dine drømme er tæt på at gå i opfyldende, føles det ikke ægte i starten.

Et par dage senere ringede Ed Woodward. Han sagde, at klubben var interesseret i mig. Du kan forestille dig, hvor begejstret jeg var for den mulighed.

Imens min agent og klubben forhandlede transferen, havde jeg tid til at overveje mine muligheder. Jeg vidste, at det ville være en udfordring at forlade en god situation hos Dortmund og få succes hos United, men jeg vil ikke sidde i min stol som gammel og fortryde noget. Jeg var klar til at skifte.

Da jeg satte mig ned for at underskrive kontrakten gik det op for mig, at dette store skifte til Premier League virkelig skete. Jeg glemmer aldrig det øjeblik.

Jeg glemmer heller aldrig første gang jeg tog den røde Manchester United trøje over hovedet forud for min første træning med klubben. Det gør mig glad og stolt over det, jeg har opnået i min karriere.

Den svære start

I starten af sæsonen blev jeg skadet og fik ikke mange chancer for at spille. Det er fair at sige, at min start i Manchester ikke var perfekt. Der har været mange gange, hvor jeg har fået tilbageslag, men jeg har aldrig givet op. Jeg vil fortsætte med at arbejde hver dag, så jeg kan hjælpe holdet med at opnå succes.

Hvis du spørger min mor og søster vil de sige, at jeg er ret hård. Jeg kan være meget seriøs. Men hvis jeg skal være ærlig, så er jeg meget glad for den retning mit liv har taget. Jeg har altid drømt om at spille i de største klubber i verden.

Drømmenes teater

Når du går ind på banen på Old Trafford er det ikke bare en bane, men en scene. Hvis min far kunne se mig på denne scene, ville han være meget stolt.

Selvom min far ikke er her, så hjalp han mig med at nå hertil. Hvis han levede ville jeg måske være advokat eller læge nu. Men i stedet er jeg blevet fodboldspiller.

Efter kampe ser jeg aldrig mig selv på TV. Jeg hader at se mig selv, for jeg lægger kun mærke til fejlene.

Som spiller er jeg meget anderledes end min far. Han var en hurtig angriber med et hårdt spark. Jeg er meget mere teknisk. Men mange folk hjemme i Armenien fortæller mig, at jeg ligner min far, når jeg løber.

Jeg ved det ikke, da jeg ikke ser mig selv, men det giver mening. Da jeg var lille så jeg videoer med min far, og ville løbe frit på banen ligesom ham

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Bliv klædt på: Køb Manchester Uniteds trøje hos Unisport.dk her (så støtter du OldTrafford.dk). 

GRUPPETUR: Tag med på vores OldTrafford.dk gruppetur for danske United-fans. Læs mere her

Total
0
Shares
Forrige artikel

Mourinho: Micki tilpasser sig

Næste artikel

U18: Pointdeling i lokalbrag mod City

Relaterede artikler
Total
0
Share