Mourinho: Ser frem til at arbejde med Lukaku igen

José Mourinho er sikker på, at Romelu Lukaku bliver et hit i Manchester United. Han passer perfekt til klubben, mener portugiseren.

Efter en begivenhedsrig weekend blev det endelig mandag aften dansk tid bekræftet: Romelu Lukaku skifter til Manchester United. Den belgiske angriber skifter på en femårig aftale med option på yderligere et år.

Dermed bliver det til et gensyn med José Mourinho, som var Lukakus manager for en kort stund i sommeren 2013, inden belgieren blev sendt videre til Everton på udlån. 

United portugisiske træner er dog sikker på, at det ikke er en historie, som kommer til at gentage sig. Lukaku er blevet en stor spiller, og han passer perfekt til United, lyder Mourinhos dom.

– Romelu passer perfekt til Manchester United. Han er en stor personlighed og en stor spiller. Det er kun naturligt, at han ønsker at bygge videre på sin karriere i den største klub, siger portugiseren til manutd.com og fortsætter:

– Han bliver en fantastisk tilføjelse til truppen, og jeg ved, at de vil byde ham hjerteligt velkommen. Jeg ser virkelig frem til at arbejde med ham igen.

– Siger ikke nej til United

24-årige Romelu Lukaku slutter sig til resten af Uniteds hold, som netop er ankommet i Los Angeles forud for deres pre-season tur. Og selvom det er vemodigt at skulle forlade Everton, var dette en mulighed, belgieren ikke kunne afslå, fortæller han.

– Jeg vil gerne starte med at takke Everton og deres fans for fire fantastiske sæsoner. Jeg har fået nogle nære venner, og vi har delt nogle fantastiske stunder sammen, fortæller Lukaku, der dog ikke kunne sige nej til Mourinho og United:

– Med det sagt: Når Manchester United og Jose Mourinho kommer og banker på døren, er det en mulighed, du kun får én gang i livet. Det var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til.

– I Europa League-finalen kunne du se gejsten, holdånden og beslutsomheden hos det her hold – og det er det, jeg ønsker at blive en del af. Jeg kan slet ikke vente på at løbe ud på Old Trafford foran 75.000 fans, men før det er pre-season der, hvor det hårde arbejde starter, og jeg ser virkelig frem til den første træning.

Det rapporteres, at United har måttet slippe i omegnen af 75 mio. engelske pund for deres nye angriber. Lukaku står noteret for 53 Premier League-scoringer, hvoraf 25 kom i den seneste sæson.

Har du set den nye Manchester United trøje? Se den her 

Oplev Manchester United på Old Trafford

Forrige artikel

BEKRÆFTET: Romelu Lukaku skifter til United!

Næste artikel

Lukaku: Har spurgt Zlatan om nummer 9

ANNONCE