(Richard Sellers/Sportsphoto/Allstar via Getty Images)
Det var umådeligt tæt på at gå galt, da United og Leicester stødte på hinanden i FA Cuppens 4. runde. Vi kan dog takke Maguire, der scorede på kampens sidste mulighed imod sin tidligere klub, for at det blev til direkte avancement. Det var en kamp af to halvlege, men vi har alligevel forsøgt at finde tre nedslagspunkter fra fredagsdramaet.
Inverterede wingbacks – galt eller genialt?
Galt. I hvert fald i Uniteds nuværende forfatning. Patrick Dorgu blev kastet direkte for løverne – eller rævene – men til manges overraskelse blev det på højresiden. Det er til trods for, at holdet har skreget efter en kompetent wingback i venstresiden. Jeg synes mildest talt ikke det er tid til taktisk legetime, når United fejler på så mange banaliteter, som de gør.
Diogo Dalot vil aldrig kunne besætte den venstre wingback ideelt. Han er simpelthen for fastlåst offensivt og eksponeret defensivt. Samtidig synes Amad at være allerbedst på højre wingback, hvor han i Leicester-kampen var dobbelt så farlig som inde på midten. Derfor håber jeg, at vi ser Dorgu og Amad fra start imod Tottenham.
Apropos Dorgu, slap han ganske hæderligt fra sin debut – især fysisk så han skarp ud. Min forhåbning er, at vi med ham i spil for lov til at se wingbacksene være en konstant trussel eller afledning, der kan gøre det lettere for United at penetrere den sidste tredjedel. Jeg synes dog, Amorim skal tage laboratoriekitlen af for nu og lade folk spille deres foretrukne positioner, indtil holdet viser mere stabilitet.
Midtbanerokader
Uniteds 1. halvleg var idéfattig, ukontrolleret og, ja, pivringe… Jeg tror, problemerne starter på midten. Bruno Fernandes og Ugarte har tidligere fungeret, men det er ikke holdbart. Den ene får den anden til at se værre ud, end han er. Ugarte skulle beskytte forsvaret, imens Bruno skulle bygge spillet op, men ingen af dem kunne løfte opgaven alene. Sådan er det med en dobbelt pivot.
Brunos befrierbolde er simpelthen ikke velegnede i opbygningsspillet, men fremme på banen var de savnet, for her løb Mainoo og Amad rundt som hovedløse høns. Jeg har egentligt fuld tillid til Amorim, men det seneste stykke tid synes jeg virkelig, han har gransket balancen mellem det gale og geniale.
Jeg håber, at portugiseren fremadrettet vil skæve mere til unge Collyer, imens han skal parkere ideen om Mainoo som 10’er (for nu).
Viva Garnacho
Trods fejlslagne taktikker fra den gode Amorim, så gjorde han én ting, der ændrede kampen. Han skiftede Alejandro Garnacho ind. Den unge argentiner fik lov til at erstatte Dorgu fra 2. halvlegs begyndelse, og han spildte ikke meget tid. De hurtige ben gik nådesløst til angreb på Leicesters højreside, og hvis ikke det var for en helteaktion på mållinjen, havde Garnacho udlignet.
Det var også ham, der satte fart i angrebet omkring scoringen. Det er et tilbagevendende tema, at Garnacho mangler slutprodukt. Og det var også aktuelt i fredags. Alligevel er det uvurderligt at have en mand, der tør at udfordre, nu hvor offensiven er så usammenhængende, som den er.
Jeg håber, argentineren kan fortsætte sin flotte genrejsning efter City-kampen, hvor han var udeladt. Det ligner mere og mere, at vi bør være taknemmelige for, at det ikke blev et exit i januarvinduet.
Når United skal en tur til London i næste uge, håber jeg, at Amorim går back to the basics, eller at han med et træningspas kan få sat sofataktikere – som undertegnede – til vægs med vellykkede eksperimenter.
