Rio Ferdinands nuværende kontrakt udløber efter næste sæson, men alt tyder nu på, at den nyudnævnte engelske landsholdsanfører også er at finde på Old Trafford efter 2008/2009-sæsonen.
Den tidligere West Ham- og Leeds-spiller har tidligere på ugen luftet tanken om at afslutte karrieren i United, og nu peger alt i retning af, at klubben er i færd med at opfylde forsvarsspillerens ønske.
“Der har fundet forhandlinger sted i flere uger nu, og jeg tror ikke, at vi er langt fra hinanden,” sagde Sir Alex Ferguson på det officielle pressemøde forud for søndagens Premier League-opgør mod Middlesbrough på Riverside Stadium.
United-manageren benyttede samtidig lejligheden til at rose sin 29-årige forsvarsgeneral, der i skottens øjne har været “outstanding” i de senere uger.
“Det er aldrig let at forhandle kontrakt nu til dags, men Rio har været outstanding for os i de seneste uger. Mod Roma i midtugen var hans intelligens med hensyn til boldbesiddelse og fart meget vigtig for os,” lød de rosende ord fra Fergie.