Hverken Robin van Persie eller Nemanja Vidic var at finde i flyveren mod Tyskland før i dag, og det er fortsat en lyskeskade, der holder den hollandske bomber fra græsset, mens serberen døjer med en mindre hjernerystelse, der ikke har lagt sig 100 % efter Arsenal-opgøret d. 10. november.
David Moyes kunne til dagens pressemøde yderligere medgive, at Michael Carrick heller ikke når at blive klar i tide, mens Marouane Fellaini sidder ude med karantæne.
– Sådan er det i store klubber. Man kommer ind i længere perioder med skader med de mange kampe på programmet, men vi har et hold, der kan og vil vise, hvad de dur til, beroliger David Moyes til dagens pressemøde.
Pressemødet bød på en enkelt glædelig nyhed. Phil Jones er med på flyveren og skulle altså have rystet sin skade af, som han pådrog sig med landsholdet.