Optakt: Cardiff City – Manchester United

Ligaens nummer 14 tager søndag imod de engelske mestre i en kamp, der er den første af sin slags i 39 år.

Søndag byder Cardiff City de engelske mestre op til dans i en kamp, der for alvor kan bringe United tilbage i topstriden. ”De røde djævle” er således ubesejrede i de seneste ni kampe, hvorfor man håber på at kunne ride videre på den positive bølge efter sejren over Arsenal.

Morgendagens modstandere fra det walisiske har dog før vist, at de kan volde deres modstandere problemer. Således vandt den walisiske klub tidligere på sæsonen over titelaspiranterne fra Manchester City 3-2 i en kamp, hvor de ellers var bagude to gange undervejs.

Sidste gang de nuværende engelske mestre mødtes med Cardiff City i en professionel kamp var 1. marts 1974 i en 4-0 sejr til “de røde djævle”. Dengang hed manageren Tommy Docherty, men desværre for United kunne sejren over Cardiff dengang ikke ændre på, at de rykkede ned fra den bedste engelske række. 

Meget er sket siden da og Manchester United har som bekendt fundet vindermentaliteten frem med 13 engelske mesterskaber til følge. Dog har de ikke været lige så imponerende denne sæson, og der er derfor ingen tvivl om, at kravet fra David Moyes er en sejr og intet andet. 

En sejr i morgen vil bringe Manchester United op på 23 point efter 12 kampe, hvilket vil være to point færre end Arsenal, der dog selv skal i aktion senere i dag.

Dato, tid og sted:

Søndag 24. november 2013, kl. 17.00 dansk tid.                                                           

Skader:

Skadessituationen for Manchester United er ikke ligeså god, som den kunne have været, efter at de er løbet ind i flere problemer over de seneste uger. 

United må definitivt undvære Phil Jones (lyskenproblemer) og Michael Carrick (skade i akilleshælen). Nemanja Vidic er tvivlsom, men David Moyes antydede på gårsdagens pressemøde, at han satser på, at kaptajnen bliver klar. Ligeledes er Danny Welbeck med i morgendagens trup, efter at han i flere uger har haft knæproblemer.

Rafael er tvivlsom på grund af en ankelskade og Robin van Persie var ude for Holland med et tåproblem. Marouane Fellaini døjer stadig med en skade i håndleddet, men alle tre er med i truppen forud for kampen.

For Cardiff er danske Andreas Cornelius blevet klar, efter at en ankelskade har holdt ham ude i 10 uger. Peter Odemwingie og Aron Gunnarsson er begge blevet meldt klar, efter at de var i aktion for deres landshold i midtugen.

Dommer:

Neil Swarbrick dømmer søndagens kamp. Han har indtil videre uddelt 16 gule kort i seks kampe.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Smalling – Vidic – Evans – Evra

Valencia – Fellaini – Giggs – Januzaj

Rooney – van Persie

Cardiff City:

Marshall

Théophile-Catherine – Caulker – Turner – Taylor

Whittingham – Medel – Gunnarsson

Cowie – Odenwingie – Bellamy

Hold øje med:

Steven Caulker i Cardiffs forsvar har været en solid sidste skanse for det walisiske hold. Han har således blokeret 19 skud denne sæson, hvilket er det højeste antal i Premier League indtil videre.

Den tidligere United-spiller Frazier Campbell, vil formentlig være ekstra motiveret efter at finde netmaskerne, hvis han kommer på banen. Selvom det kun er blevet til to mål i elleve kampe for angriberen, blev de begge scoret i opgøret mod Manchester City.

Sagt forud for kampen

”Det er bestemt et af de opgør, fansene og mig selv ser meget frem til. Vi er oppe mod et af de bedste hold i Europa med et af de bedste angreb, og at de kommer her på søndag er bare endnu en grund til, at vores fans kan komme og nyde udfordringen. ” – Malky Mackay, Cardiff-manager.

Skribentens bud på kampens udfald:

Manchester United fortsætter den positive stime med tre point på kontoen. 2-0 til ”de røde djævle”.

Husker du?

Første gang Manchester United mødte et walisisk hold i Premier League? Det var tilbage i 2011 mod Swansea City, der dengang blev ført an af Brendan Rodgers. Ryan Giggs lagde op til sejrsmålet i hjemlandet, som Javier Hernandez på nem vis kunne prikke i mål til 1-0.

Vidste du, at…

  • Ryan Giggs der fylder 40 år om mindre end en uge, blev født i Cardiff?
  • I alt 42 walisere har i tidens løb optrådt for Manchester United?
  • David Moyes har vundet seks ud af sine første 11 ligakampe i spidsen for United. Sir Alex Ferguson vandt til sammenligning fire af sine første 11 kampe.
  • Cardiffs sidste sejr over Manchester United skete tilbage i 1960?
  • Siden starten på 2011-12 sæsonen, har Robin van Persie scoret flere mål end nogen anden i ligaen (63), men også ramt træværket flest gange (19)?

Hvem spiller rivalerne imod:

Everton – Liverpool

Arsenal – Southhampton

West Ham United – Chelsea

Manchester City – Tottenham

TV:

Kampen vises på TV3 Sport 2. 

Forrige artikel

Moyes imponeret af Giggs

Næste artikel

Ryan Giggs inspireres fortsat af Bryan Robson

ANNONCE