Optakt: Manchester United – Sunderland

Louis van Gaal og co. har en gylden mulighed for at få tanket mere selvtillid op, når bundproppen fra Sunderland lørdag eftermiddag gæster Old Trafford.

 

 

På trods af forrige uges nedtur mod PSV, er presset på Louis van Gaals Manchester United lettet, efter at man med 3-2-udebanesejren over Southampton rykkede op på Premier Leagues andenplads, kun to point bag førerholdet fra Manchester City.

Dette skyldes ikke mindst den nye publikumsfavorits brusende ankomst til ”drømmenes teater”.

Det blev kaldt et panikkøb. Det blev kaldt ”what a waste of money”; Det blev kaldt alt andet end genialt, da Manchester United på transfervinduets sidste dag valgte at betale 36 mio. pund for blot 19-årige Anthony Martial.

Men efter fire optrædener og lige så mange scoringer, kan selv ikke Jan Mølby være uenig: Verdens dyreste teenager, som endnu ikke taler engelsk, har haft en imponerende start for ”de røde djævle”. Senest scorede han et køligt mål i ligacuppen mod Ipswich fra Englands næstbedste række, The Championship.

Lørdag eftermiddag får han så endnu en gylden mulighed for at føje til sin fantomstart, når United tager imod Premier Leagues bundskrabere fra Sunderland.

Holdet med Dick Advocaat i spidsen har igen i år gjort alt, hvad de kan, for at gøre sig til nedrykningsfavoritter – og har med to point fra seks kampe endnu ikke vundet en eneste Premier League-kamp. Foruden afklapsningen mod Manchester City tirsdag, hvor man tabte 1-4, kommer holdet fra det nordøstlige England til Old Trafford med to liganederlag på stribe i bagagen.

Mod et hold, der allerede har indkasseret 13 mål, er det en underdrivelse at mene, at United er favoritter imod Sunderland. På trods af dette bør 0-0-resultatet mod deres naboer fra Newcastle på Old Trafford for en måneds tid siden dog stadig stå som en advarsel mod at hvile for meget på laurbærbladene.

Alt andet lige må det dog være en rimelig forventning, at man kan presse det skrøbelige Sunderland-forsvar, og lade op til næste uges vigtige kampe mod Wolfsburg og Arsenal med selvtillid – og mål – på kontoen.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles lørdag 26. september kl. 16.00 på Old Trafford.

Dommer:

Mike Jones dømmer lørdagens opgør.

Skader og karantæner:

Luke Shaw er formentlig ude for sæsonen. Derudover er Marcos Rojo og Paddy McNair tvivlsomme, efter gik glip af onsdagens sejr over Ipswich.

For gæsterne er anfører Younes Kaboul tilbage, efter at han i den seneste runde afsonede en karantæne, han fik, da hans hold runden forinden tabte 2-0 til oprykkerne fra Bournemouth. Derudover er Adam Matthews meldt ude, mens Jermaine Defoe og Jack Rodwell forventes tilbage fra småskavanker.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Darmian – Smalling – Blind – Young

Schneiderlin – Schweinsteiger

Mata – Rooney – Memphis

Martial

Sunderland:

Pantilimon

Jones – O’Shea – Kaboul – Van Aarnholt

Gómez – M’Vila

Lens – Toivonen – Borini

Defoe

Hold øje med:

Skal der peges på en spiller, der på en god dag kan skabe ravage, må det være Jermaine Lens, som Louis van Gaal har et fint kendskab til. Den hollandske kantspiller, der var med van Gaal til VM sidste år, har med et mål og to oplæg været involveret i halvdelen af Sunderlands mål denne sæson. Desuden er han stærk i luftduellerne, hvor han potentielt kan blive til fare for Blind og Young i venstresiden.

Sagt om kampen:

”Vi var uheldige mod City (i ligacuppen, red.), men vi er nødt til nu at tage til Old Trafford, velvidende, at United fik et godt resultat mod Southampton. Vi er nødt til at tage derover og skabe ravage.” – Sunderland-anfører og tidligere United-spiller, John O’Shea.

Skribentens bud på kampens udfald:

Jeg prøver mig med noget, jeg sjældent har lyst til: et optimistisk bud på kampens resultat. Jeg har simpelthen svært ved at se, at Sunderland kan gøre noget ved Uniteds defensiv, mens Martial, Mata, Rooney og co. bør have optimale betingelser mod ligaens dårligste defensiv.

3-0 til Manchester United.

Vidste du, at:

  • Anthony Martial kan blive den første spiller, der scorer i sine første tre Premier League-optrædener for Manchester United.
  • Sunderland har kun slået United en enkelt gang i de sidste 26 interne møder i ligaen (1 sejr, 6 uafgjorte, 19 nederlag).
  • Manchester United har kun indkasseret to mål i deres seneste fem Premier League-hjemmekampe mod Sunderland.
  • Efter Jermaine Defoe indledte med at nette i sine første tre kampe mod United, har angriberen siden kun scoret to gange i 18 forsøg.

TV:

Kampen vises på 6’eren.

Hvem spiller rivalerne imod?

  • Tottenham – Manchester City (lør 13.45)
  • Leicester – Arsenal (lør 16.00)
  • Liverpool – Aston Villa (lør 16.00)
  • Newcastle – Chelsea (lør 18.30)

Få Manchester Uniteds nye fodboldtrøjer med Martial, Memphis, Rooney osv. på ryggen

Forrige artikel

James Wilson forlænger kontrakten

Næste artikel

- De Gea kan vinde os titlen

ANNONCE