Optakt: Ørnene skal skydes i sænk

Det handler kun om én ting for Ole Gunnar Solskjærs tropper, når de torsdag besøger Crystal Palace på Selhurst Park. The Eagles skal besejres både for at holde trit med de øvrige konkurrenter i toppen og for at komme tilbage på sporet.

Mandag aften spillede Manchester United strålende i cirka fem minutter, hvilket kastede et enkelt point af sig i opgøret mod Southampton, som bekendt udlignede dybt inde i tillægstiden. Allerede i morgen torsdag er der mulighed for at komme tilbage på vindersporet, og på papiret burde det være endnu en overkommelig opgave for De Røde Djævle. 

For selvom United bøvlede med Crystal Palace, som blandt andet vandt det omvendte opgør på Old Trafford med 2-1 tilbage i august måned, så virker The Eagles noget vingeskudt for tiden. Holdet fra Croyden i det sydlige London har tabt sine seneste fem kampe, hvori man endda kun har formået at score to gange. Det gør Roy Rodgsons tropper til ligaens næstdårligste, når det kommer til form, men alligevel er panderynkerne hos den rutinerede manager næppe blevet synderligt meget dybere. 

Før kampene i tredje sidste spillerunde af sæsonen ligger Palace nemlig med 11 point ned til nedrykningsstregen og er dermed sikret overlevelse, hvilket længe har været førsteprioriteten. Men det gør samtidig holdet til lidt af en ubekendt størrelse. For en ting er, at man i seneste runde taber på udebane til ellers ligeledes formsvage og nedrykningstruede Aston Villa, en anden ting er, når mægtige Manchester United kommer på besøg, så vil man nok oppe sit spil en smule. 

Derfor kan det også gå hen og blive en besværlig kamp, der venter Manchester United torsdag aften. Men for gæsterne er sagen klar. Der skal hentes en sejr, så man stadig kan holde sig inde i kampen om en placering blandt de fire bedste i ligaen, hvilket giver en billet til Champions League næste sæson. Det burde der også være gode muligheder for, da alene dén motivationsfaktor bør tælle mest til Uniteds fordel. Samtidig har de rødblusede fra Manchester ikke tabt en Premier League-kamp på Selhurst Park, hvor man i 10 besøg har vundet de syv, blandt andet de seneste tre. 

Største tvivlsspørgsmål hos Ole Gunnar Solskjær er de mulige fravær af begge venstrebacks, Luke Shaw og Brandon Williams, som begge gik i stykker imod Southampton, samt om han måske føler sig tvunget til at skifte på andre positioner i startelleveren, som virkede noget udmattet og træt i mandagens kamp. Ved første udfordring kan den norske manager måske smide Diego Dalot på venstrebacken, ligesom også unge Ethan Laird kan træde til. Næste udfordring kan måske rettes op ved at skifte på en position mere centralt på banen.

Hjemmeholdet er hæmmet af en karantæne til Christian Benteke, som blev udvist i slutminutterne af deres 0-2-nederlag til Villa, hvilket kan betyde at holdets ligatopscorer med ni træffere, Jordan Ayew, skubbes op som den enlige angriber. 

Dato, tid og sted;

Torsdag den 16. juli kl. 21.15 på Selhurst Park. 

Skader og karantæner;

Som det ser ud her onsdag eftermiddag, er Phil Jones og Axel Tuanzebe de to eneste bekræftede afbud. Men der er som sagt tvivl om både Luke Shaw og Brandon Williams.
Foruden en karantæneramt Benteke er værterne uden Gary Cahill, James Tomkins og Jeffrey Schlupp. 

Mulige startopstillinger;

United (4-2-3-1) 

De Gea

Wan-Bissaka – Lindelöf – Maguire – Williams

McTominay – Pogba 

Greenwood – Fernandes – Rashford 

Martial 

 

Crystal Palace (4-1-4-1)

Guaita 

Ward – Dann – Sakho – Van Anholt

Miliojevic

Townsend – McArthur – Kouyaté – Saha

Ayew

Hold øje med;

Fra sin position på den centrale eller lidt defensive midtbane er det måske ikke ham, der først springer i øjnene. Men Luka Milijovevic kommer nok til at være ét af de store samtaler emner i Solskjærs kampsnak til sine spillere. Serberen er nemlig i besiddelse af et ganske habilt spark, hvorfor han også er sikker straffesparksskytte og dødboldsspecialist. Derfor skal United gerne undgå at begå for mange frispark alt for tæt på eget felt. 

Skribentens bud på resultatet;

Jeg tror ikke, at Solskjær tør skifte på mere end én position, udover de eventuelt tvungne ændringer. Det betyder også, at vi muligvis får endnu en lidt træt startopstilling at se, hvilket kan være til Palace’s fordel, da de samtidig kan gå friskt til opgaven uden at frygte noget som helst. Derfor bliver det nok en tæt og ikke særlig køn kamp, som ender med en 2-1-sejr til Manchester United.

Hvor kan kampen ses; 

3+ samt Viaplay.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Officielt: Transfervinduet åbner 27. juli

Næste artikel

Hodgson bekræfter: Vi jagtede Greenwood i sommer

ANNONCE