Før sæsonen troede mange, at de to Manchester-klubber vlle være i kapløb om at vinde Premier League, når vi nåede april måned. Men allerede i december lå det fast, at Manchester City med sit 11 points forspring ville køre mesterskabet sikkert i hus.
Guardiolas tropper har ikke taget mange omveje, og derfor er det nu kun et spørgsmål om tid, før de kan krones som mestre. Manchester United spiller derfor om at blive ‘best of the rest’, og en sejr mod Swansea i eftermiddag vil være et stort skridt i den rigtige retning.
United har to gange tidligere mødt Swansea i denne sæson. Første gang tævede Mourinhos mandskab waliserne 4-0 på udebane, og i Liga Cuppens fjerde runde blev det til en 2-0 sejr. Også på udebane.
‘De røde Djævle’ har et godt tag på ‘svanerne’ i denne sæson, og faktisk er det blevet til ni Premier League-sejre i 13 opgør siden Swansea gjorde sin entre i Premier League i 2011.
Swansea er dog blevet et andet hold, siden Carlos Caravahal overtog tøjlerne omkring årsskiftet. På det tidspunkt lå holdet sidst med 13 point for 20 kampe. Ti kampe senere er holdet nummer 14 med 31 point.
Dato, tid og sted:
Kampen spilles lørdag den 31. marts klokken 16:00 på Old Trafford.
Kampens dommer:
Bobby Madley skal dømme kampen.
Skader og karantæner:
Fredag fortalte José Mourinho, at Sergio Romero er ude i et par uger, mens Daley Blind er tilbage på træningsbanen men stadig ikke helt klar efter at have siddet ude i et par måneder. Ellers skulle alle mand være klar, dog er McTominay, Phil Jones og Ander Herrera tvivlsomme. Swansea må undvære Angel Rangel, Wilfred Bony og Leroy Fer. Renato Sanchez kan gøre comeback.
Mulige startopstillinger:
Manchester United
David de Gea
Valencia – Bailly – Smalling – Young
Matic – Carrick – Pogba
Rashford – Lukaku – Alexis
Swansea
Nordfeldt
Van der Hoorn – Bartley – Mawson – Olsson
Naughton – Carroll – Ki
Abraham – Ayew – Dyer
Hold øje med:
Ayew er Swanseas topscorer med seks mål i indeværende sæson, og han kan på dagen drille de fleste. Kan United tilgengæld holde angriberen nede, bør de stå med gode muligheder.
Skribentens bud på resultatet:
United er favortitter på grund af hjemmebanen og de to sejre mod Swansea tidligere på sæsonen. Jeg tror også, de løfter favoritværdigheden og vinder 2-0. Lukaku scorer to.
Vidste du, at:
United har vundet de tre gange, de har spillet hjemme klokken 16 i denne sæson med en målscore på 7-0?
United har scoret i alle 15 hjemmekampe, de har spillet mod Swansea i alle turneringer?
Swansea ikke har vundet deres seneste 4 udekampe(treuafgjorte og et nederlag)?
Hvem spiller rivalerne imod?
Crystal Palace – Liverpool
Everton – Manchester City
Arsenal – Stoke
Chelsea – Tottenham
TV:
Kampen vises på 6’eren, Viaplay og Eurosport Player.