OT.dk transferoverblik: Nye tvetydige udtalelser i forhandlingerne om Jadon Sancho

På OldTrafford.dk dækker vi transfervinduet tæt. I den forbindelse udkommer vi hver uge med et transferoverblik, der dækker de vigtigste opdateringer omhandlende spillere, som er på vej til at skifte enten til eller fra Manchester United.

I denne uges udgave af OT.dk transferoverblik kan du blive klogere på, hvad status er i Jadon Sancho-forhandlingerne, som utvivlsomt finder sted mellem Borussia Dortmund og United. Derudover forventes Tahith Chong snarligt at tage på et lejeophold i det tyske.

Bliv klogere på det og meget andet hér. 

Dortmunds sportsdirektør fortæller, at Sancho bliver i klubben

– Han spiller for os i næste sæson. Beslutningen er endegyldig. Det tror jeg besvarer alle spørgsmål.

Sådan sagde Dortmunds sportsdirektør, Michael Zorc, i starten af denne uge. Zorcs kommentarer blev fulgt op af en udtalelse fra Sancho selv, der fortalte, at han ”elsker at spille med dette hold”. 

Meget tyder på, at Dortmund kører en hård kamp i medierne for at presse prisen op på den 20-årige englænder. Skal man tro diverse medier og journalister, er forhandlingerne mellem Dortmund og United nemlig ikke stoppet, selvom Zorcs seneste udtalelser kunne tyde på noget andet.

Man har tidligere talt om en deadline for Sancho-handlen, der lød på den 10. august, og selvom denne altså nu er overskredet, er forhandlingerne mellem de to klubber angiveligt ikke stoppet. 

Transferforhandlingerne mellem de to klubber trækker ud af mange forskellige grunde. Først og fremmest er Dortmund endnu ikke villige til at acceptere et bud på under 120 millioner pund. Derudover har den tyske storklub ansat en agent til at stå for forhandlingerne mellem Sancho og United. Dette har eftersigende gjort kommunikationen mellem de to parter kompliceret.

Skal man tro journalister såsom Fabrizio Romano fra Sky Sports samt Christian Falk fra tyske BILD, er forhandlingerne imidlertid stadig i gang. Hovedpersonen selv vil også fortsat gerne til United, men er på samme tid indstillet på at blive hos ”Die Schwarzgelben”, hvis ikke der opstår enighed blandt de to klubber.

Sandsynlighed for transfer: 60-65%. 

Tahith Chong

Chong forventes at blive lejet ud til Werder Bremen snarligt

Vi skrev i går, at Tahith Chong nærmer sig en lejeaftale med Werder Bremen. Det er Sky Germany der fredag meddelte, at forhandlingerne mellem de to klubber nærmer sig sin afslutning. 

Det hollandske stortalent forventes inden længe at tage flyet til Tyskland for at få de sidste formaliteter på plads, hvorefter han vil slutte sig til sine nye holdkammerater i forberedelserne til den nye sæson.

Sky Sports skriver derudover, at Bremen er villige til at betale ”størstedelen” af den 20-årige offensivspillers løn i løbet af lejeaftalen. 

Chong forventes at blive lejet ud til Bremen, der med nød og næppe sikrede sig endnu en sæson i den tyske Bundesliga, i en enkelt sæson. Planen er herefter, at spillerens chancer for mere førsteholdsfodbold på Old Trafford skal revurderes. 

 Sandsynlighed for lejeaftale: 95%.

Gabriel Magalhaes

United er ikke i kontakt med andre spillere, selvom forskellige rygter stadig florerer 

 I øjeblikket tyder meget på, at United bruger de fleste ”transfer-kræfter” på Sancho-forhandlingerne. Derudover er holdets sæson endnu ikke færdigspillet, hvorfor man må formode, at aktiviteten stiger, når spillerne går på en kort sommerferie.

Ikke desto mindre florerer der stadig en række rygter, når det kommer til spillere, som United ønsker at tilegne sig i løbet af sommerens transfervindue.

Det er ikke en hemmelighed, at Ole Gunnar Solskjær ønsker at forstærke truppen med en midterforsvar. Her har brasilianske Gabriel Magalhães blandt andet været en af de spillere, som United skulle have set sig varm på. 

Selvom Daily Mail i går den 14. august skrev, at United ikke er blandt de klubber, som er tættest på at sikre sig Lille-spilleren, fortalte den franske klubs præsident, Gerard Lopez, lørdag, at den 22-årige forsvarsspiller forventes at forlade klubben denne sommer. Om dette får United til at intensivere interessen, må tiden vise.

Af andre rygter melder diverse medier stadig, at United har en interesse i blandt andre Aston Villas Jack Grealish og AS Monacos Benoit Badiashile. Saul Niguez fra Atletico Madrid er også blevet nævnt som et muligt transferemne for ”De Røde Djævle”, men der er altså endnu ingen reelle forhandlinger at berette om.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Forrige artikel

Solskjær: United mistede sig selv efter Ferguson stoppede

Næste artikel

Optakt: Solskjær skal bryde sin semfinale-forbandelse

ANNONCE