Owen bakker Moyes op

Michael Owen giver sin opbakning til David Moyes, som nok skal få vendt den sløje sæsonstart, mener den tidligere angriber.

Det ville være synd at sige, at Manchester Uniteds nuværende pointhøst i Premier League har været overvældende. Holdet har tabt tre ud af seks kampe, og det har affødt masser af kritik.

Eksperter og andre iagttagere begynder at rejse spørgsmålet om, hvorvidt David Moyes var det rette valg som Sir Alex Fergusons efterfølger, men den tidligere United-spiller Michael Owen har tillid til den 50-årige skotte.

– Det ville altid ændre sig ret dramatisk. Når nogen har været der over 25 år, ville der blive sat et stort spørgsmålstegn, uanset hvem der tog over, siger Owen til fifa.com.

– Manchester United har udpeget den rigtige mand i David Moyes. Han har en god karriere hidtil og har gjort det fantastisk godt i Everton.

Den forhenværende angriber erkender dog, at United har fået en dårlig start, men omvendt tror han stadig på, at holdet blander sig i toppen af Premier League.

– De har haft en langsom start på sæsonen, men de har også haft en svær start på sæsonen. Jeg er sikker på, at de finder ud af det og stadig vil være en af de vigtigste udfordrere (til mesterskabet, red.) i slutningen af sæsonen.

Holdets næste chance for at rette op på den dårlige ligastart er på lørdag, når de møder den kriseramte agterlanterne Sunderland på udebane.

Previous Article

Tidligere træner: Moyes ikke stor nok

Next Article

Reserve: United klar til finalen i MSC

ANNONCE