De forsvarende mestre fra Manchester United ligger godt til i striden om Premier League-trofæet, ligesom “De Røde Djævle” er godt på vej videre i Champions League, hvor holdet indtil videre har nået kvartfinalerne. Og ifølge Park Ji-Sung kan United gå hele vejen.
“Vi har en god, bred trup til at spille i ligaen og i Champions League, og forhåbentligt kan vi hente nogle titler,” siger Park ifølge nyhedsbureauet Reuters.
“Jeg mener, at vi kan gøre det. Hvis vi bare holder vores koncentration, kan vi skaffe gode resultater i begge turneringer.”
Park var en del af det hold, der slog AS Roma 2-0 i Rom, og var dermed med til at give United et godt udgangspunkt til at komme videre til semifinalen, hvor Barcelona eller Schalke 04 venter. På trods af det, tager 27-årige Park intet for givet i den anden kamp mod Roma på Old Trafford.
“Vi regner ikke med, at vi allerede er i semifinalen. Roma har et godt hold, og vi er nødt til at være forsigtige på Old Trafford, holde koncentrationen og sørge for, at vores præstation ikke falder, så vi kan få et godt resultat hjemme også,” siger Park.
Park er ikke garanteret en plads i Sir Alex Fergusons startende 11 søndag mod Middlesbrough, heller ikke i kampen mod Roma. Men efter hans ni måneder lange skadespause sidste år, hvor den var gal med knæet, er den tidligere PSV Eindhoven spiller glad for at kunne hjælpe holdet.
“Vi ved godt, at vi midtbanespillere ikke kan spille hver eneste kamp. Det betyder, at nogle af spillerne skal sidde over af og til, for at være klar til de næste kampe. Det er godt både for holdet og for de individuelle spillere at rotere på den måde,” tilføjer Park.
“Jeg har ikke mærket noget til mit knæ, så det er jeg meget glad for. Jeg ved, at jeg ikke kommer til at spille hver eneste kamp, men det er dejligt, når jeg får lov at spille og hjælpe holdet. På den måde kan jeg også komme tilbage på det niveau, jeg havde før min skade.”