Pepe tvivlsom til Champions League-brag

Real Madrids stærke portugisiske forsvarsspiller Pepe er blevet opereret og er dermed tvivlsom til kampene mod Manchester United.

13. februar løber United ind på Santiago Bernabeu i Madrid for at krydse klinger med den spanske kongeklub fra Real Madrid. Et brag som alle i fodboldverdenen har set frem til lige siden lodtrækningen fandt sted inden jul.

Nu får United måske en hjælpende hånd, da Real Madrid formentlig må undvære deres normale førstevalg i midterforsvaret Pepe. Han har nemlig måtte en tur under kniven for at få styr på en ankelskade.

– Efter at have følt smerter i sin højre ankel, blev der foretaget en medicinsk undersøgelse, og Pepe blev opereret denne morgen i Porto, meddelte Real Madrid i dag.

Det er forventet, at Pepe vil misse den første af de to kampe i Champions League, men formentlig vil nå tilbage til returkampen i Manchester i starten af marts.

I stedet for Pepe må Real Madrid formentlig sende Ricardo Carvalho eller Raphael Varane ind i midterforsvaret ved siden af Sergio Ramos.

Forrige artikel

- Wanyama er god nok til United

Næste artikel

Cole afviser ikke skifte til United

ANNONCE