Phelan: Korrekt at sælge Morrison

Mike Phelan mener det var rigtigt at lade Ravel Morrison skifte til West Ham.

Ravel Morrison var for et par år siden udråbt til det største talent i Uniteds ungdomsafdeling. Men den 20-årige midtbanespiller nåede blot tre kampe i Liga Cuppen for United, inden hans i januar 2012 blev solgt til West Ham for cirka en million pund.

Efter en blandet start i London, virker det endelig som om, at stortalentet er ved at vise sit enorme potentiale. Han har i denne sæson tilspillet sig en mere eller mindre fast plads hos Sam Allardyce i West Ham, og scorede i weekenden et pragtmål mod Spurs.

Det har fået mange United-fans til at stille spørgsmålstegn ved salget af Morrison, men den tidligere assistent Mike Phelan mener ikke der var andre muligheder.

– Han havde brug for at komme væk fra Manchester. Han er kommet væk nu, og set i bakspejlet synes jeg det var den rette beslutning. Det er let at sige, at vi lod vores mest lovende talent skifte, men er det værd at kæmpe og vente, og måske ikke få noget godt ud af det?, siger Phelan i følge BBC.

Største talent nogensinde?

Ravel Morrison var i sin tid i United udråbt som klubbens største talent i mange år. Folk der har fulgt ungdomsholdene i mange år, har gentagne gange udtalt, at de ikke har set større talenter siden Scholes, og at Morrison kunne alt med en bold.

Han vandt i 2011 FA Youth Cuppen med United, efter i finalen mod Sheffield United at have scoret to flotte mål. Han blev opdaget som 8-årig i 2001, og Phil Brogan som arbejdede med Morrison de første år i United har udtalt følgende om Morrison.

– Det tog mig under en time at se hvilket talent Ravel var. Jeg behøvede ikke at se ham røre bolden, men kunne se hans bevægelser var noget særligt. I hans første kamp for United scorede han et mål ala det mod Spurs i en kamp mod City. Ugen efter lavede han et endnu bedre mål mod Birmingham.

– Han udviklede sig fint, og trænede med førsteholdet som 15-årig. Jeg er overbevist om at han kan blive så god som de bedste, og spille for alle hold i verden, også Barcelona, siger Phil Brogan der er talentspejder og ungdomstræner i United til the Telegraph.

Ballade i Manchester – nu på rette vej

Men der var bare en mørk side af Morrison, som fulgte med det enorme fodboldtalent. Alt for ofte var han i søgelyset for negative ting udenfor banen grundet bandeaktiviter, dårlige bekendtskaber, vold, våben i bilen, dårlig træningsmoral og andet. Trusler mod et vidne i 2011 var sidste dråbe i bægeret, og Morrison slap kun lige akkurat for en tur bag tremmer.

De mange episoder med Morrison blev til sidst også for meget for United, der ellers gjorde alt de kunne for at få ham på rette vej. Rio Ferdinand blev tilknyttet som vejleder, der var ugentlige samtaler med psykolog, han blev flyttet ind hos gode familier i nærheden af træningsanlægget og meget mere.

– I Manchester United var der andre ting der påvirkede ham, og det spillede ind i hans nedtur. Han havde en tendens til at forsvinde i en dag eller to, og så lykkedes det os at finde ham og få ham tilbage til træning igen. Det var virkelig et dag-til-dag projekt med ham, den ene dag var han der, den næste var han væk.

– Han er en god fyr når man snakker med ham, og han er i nærheden af fodbolden som han brænder for. Men der var ting der distraherede ham i Manchester. I sidste ende måtte klubben træffe en beslutning, og det var simpelthen for meget arbejde at gøre for at få en person på ret kurs, siger Phelan.

Sidste sæson var Morrison på lån hos Birmingham, et lån han selv har udtalt gjorde godt for ham. Hans nuværende manager i West Ham, Sam Allardyce har fornylig sagt, at det virker til at Morrison endelig har fået hovedet på rette vej. Stortalentet er da også udtaget til det engelske u21-landsholdet i den kommende uge.

Forrige artikel

Billigere billetter på udebane

Næste artikel

Moyes tilfreds med de udlånte

ANNONCE