Rangnick før Atlético: Det bliver fysisk og følelsesbetonet

Ralf Rangnick mener, at der venter Manchester United en hård kamp i morgen, når de gæster Atlético de Madrid i Champions League.

Ralf Rangnicks tropper gæster i morgen Atlético de Madrid i Champions Leagues 1/8-finaler.

Uniteds midlertidige manager, Ralf Rangnick, mener, at Manchester United kommer til at skulle kæmpe for tingene, når dommer Ovidiu Hategan fløjter op i morgen.

– Vi skal matche energiniveauet og følelsesniveauet i begge kampe. Det vil blive fysisk, og det vil blive følelsesbetonet, så vi skal være mentalt stærke set over begge kampe. Jeg vil forsøge at forberede holdet på den udfordring.

Hos Atlético er det fortsat energiske Diego Simeone, som står i spidsen for Madrid-mandskabet. Rangnick har da også et par ord at knytte til sin managerkollega:

– Han (Diego Simeone, red.) har vundet trofæer med en klar identitet og en genkendelig spillestil. De (Atlético Madrid, red) er et følelsesbetonet hold, og det afspejles også i deres træners personlighed. Diego Simeone er nok en af de mest emotionelle trænere i Europa, forklarer Rangnick.

Simeone har ofte en effekt på stemningen på Atléticos stadion, Wanda Metropolitano, hvor stemningen er intens på de store Champions League-aftener, og det har Rangnick da også gjort sig tanker om før kampen i morgen.

– Mentalt skal vi forberede os på en følelsesbetonet og måske en hadsk stemning. Nogle af vores spillere vil ikke blive taget i mod med en rød løber, fortæller Rangnick og fortsætter:

– Jeg tror ikke det bliver afgjort i morgen. Det bliver afgjort på Old Trafford i den anden kamp.

Manchester United kommer som bekendt ind til kampen oven på en intens 4-2-kamp mod Leeds United. Rangnick forsikrer, at man har tilladt, at spillerne har kunnet samle kræfter før kampen i morgen.

– Vi har sørget for, at spillerne har kunnet restituere de seneste par dage, og måske vi har nogle friske ben på banen. Vi må se i morgen.

Manchester United med Rangnick i spidsen spiller i morgen kl. 21:00 på Wanda Metropolitano.

 

Forrige artikel
Diego Simeone

Atletico har flere tvivlsomme spillere frem til kampstart

Næste artikel

Optakt: Ronaldo og co. skal sikre godt udgangspunkt for Simeone-exit

ANNONCE