Marcus Rashford har delt en positiv besked på sin Twitter, efter han blev opereret i sin skulder i fredags grundet en langvarig skade.
“Tak for alle jeres beskeder. Jeg blev opereret fredag morgen, og alting gik, som det skulle. En smule øm, men bortset fra det, har jeg det godt,” skriver han på sin Twitter.
Han har samtidig delt et billede, hvor man kan se, at hans venstre arm er båret af en slynge. Du kan se hans tweet ved at klikke her.
Offentligheden har længe været bekendt med Rashfords skulderskade, og det blev allerede bekræftet i slutningen af sidste måned, at han skulle gennemgå en operation. Han oplevede smerter i sin skulder i store dele af sidste sæson, men han valgte at udsætte en eventuel operation til nu, da han ville hjælpe holdet med at opnå de bedst mulige resultater.
Den 23-årige angribers sidste kamp var med det engelske landshold i EM-finalen d. 11 juli. Efterfølgende foretog klubben yderligere vurderinger af hans skade, hvilket førte til, at man i sidste ende valgte at sende ham under kniven, efter han i sidste uge vendte tilbage fra sin ferie.
Marcus Rashford har af gode grunde misset alle kampe i klubbens pre-season, og han vil heller ikke være involveret i weekendens åbningskamp i Premier League mod Leeds på Old Trafford.
De første meldinger lyder på, at han muligvis kan være tilbage på grønsværnen i midten af oktober.
Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.