(Michael Steele/Getty Images)
Jacob Fischer, skribent
Her risikerer jeg at blive upopulær.
Men når jeg mærker efter helt nede i maven, så har Ruben Amorim skuffet mig allermest. Ikke hans person, ikke hans kommunikation, men resultaterne.
Da jeg tilbage i efteråret dykkede ned i denne mands (forholdsvis korte) karriere, begyndte det at sitre med spænding i kroppen. Så kom introduktionsvideoen. Samme følelse. Så kom første kamp, hvor der bliver scoret på ægte Amorim-manér efter få minutter.
Jeg var ekstatisk, naiv og tænkte det var starten på noget stort. Det kan det stadig nå at blive, men den sæson, der sidenhen udfoldede sig, har været noget af det hårdeste, jeg mindes som fan. Det siger lidt.
At prisen går til Amorim er mindst lige så meget et udtryk for, at spillerne har skuffet mig for mange gange til, at det overrasker mig. Det samme med ledelsen. Derfor, Rúben, håber jeg inderligt du kan forvandle min skuffelse til begejstring, når bolden igen ruller efter sommerferien.
Uforløst på banen, ustoppelig på sidelinjen: Et portræt af Rúben Amorim
Steffen Jønsson, skribent
Resultatmæssigt vil det være oplagt at pege på Europa League-finalen i Bilbao. Dog ser jeg en stor værdi i, at Ruben Amorim nu kan slanke truppen og få mere tid på træningsbanen, og derfor er resultatet mere ambivalent end skuffende for mig.
Nederlaget til Fulham i FA Cup var derfor en større skuffelse. Uniteds skrækkelige december blev afløst af en uafgjort mod Liverpool og en sejr mod Arsenal i FA Cup. Man tabte kun 3 ud af de første 12 kampe i 2025 og var blevet nummer 3 i Europa League gruppespillet.
Jeg sad på dette tidspunkt med en følelse af, at United var blevet svære at slå og kunne nå langt i FA Cup, hvor Arsenal, Liverpool, Chelsea og Newcastle allerede var sendt ud. Sådan gik det dog ikke. Og paradoksalt nok var det helten fra Emirates, Joshua Zirkzee, der endte i en skurkerolle. Og med ét var der kun Europa League tilbage.
På spillersiden var Alejandro Garnacho den største skuffelse for mig. Og det er ikke for spillet på banen. Jo, han har været uskarp. Men han er 20, og med det rette mindset skulle han nok komme efter det. Han har dog ad flere omgange nu vist, at han ikke har dette mindset og er i stedet gået i samme fodspor som andre store egoer i nyere United-historie. Heriblandt Jadon Sancho og argentinerens helt store idol Cristiano Ronaldo.
Både Erik ten Hag og Ruben Amorim har forsøgt at fjerne disse egoer og ballademagere fra truppen. Det kommer utvivlsomt til at gå ud over Garnacho denne sommer. En ærgerlig udvikling for en spiller, som for bare et år siden var et af de største lyspunkter og håb for fremtiden i Manchester United.
Jonas Villemoes Larsen, skribent
For mig er årets skuffelse Premier League-kampagnen i sin helhed. For mig er ligaen det vigtigste – det er dér, vi skal opbygge vores mentalitet og fundament for at kunne præstere.
Derfor rammer det også ekstra hårdt, at vi har været så ustabile og skuffende hele sæsonen igennem. Vi har seriøst ikke vundet to Premier League-kampe i træk i år – det er helt sindssygt.
Og det værste er næsten, at man er blevet så hærdet, at det ikke engang gør rigtig ondt længere. Da vi tabte Europa League-finalen, var jeg ikke engang sur eller skuffet. Jeg var bare tom. Gennemhullet. Jeg har oplevet så meget svigt og skuffelse med det her hold, at der efterhånden føles som hverdag.
Diverse pokalturneringer? Det er bonus – eller et plaster på såret, alt efter hvad det er for en turnering. Men det ændrer ikke på, at det er i ligaen, det for alvor gælder. Og dér har vi endnu en gang fejlet.
Thobias Lisby Hermannsen, skribent
Det siger næsten det hele, at netop denne kategori har det største felt af nominerede. Kandidaterne står i kø
Men man skal jo have forventninger, før man kan blive skuffet. Og derfor er det ikke spillet på banen, der har skuffet mig mest. Her havde jeg nemlig ikke store forhåbninger til Manchester Uniteds sæson – heller ikke efter ansættelsen af Rúben Amorim.
Derimod havde jeg en forventning om, at der nu var ro på bagsmækken. At vi ikke skulle læse om uro på de indre linjer i pressen. Der tog jeg fejl. Alt lige fra interne e-mails til startopstillinger er blevet lækket.
Og så er der hele Rashford-situationen. Endnu et eksempel på uro på de indre linjer, og det er faktisk sæsonens lavpunkt for mig. Den ramte hårdt og pludseligt og tog alt luft ud af mig.
Når genopbygningen af Manchester United kræver, at en spiller som Rashford må forlade klubben, siger det alt om, hvor dybt problemerne stikker. Her bærer både Rashford og klubben ansvaret.
Rasmus Lykke Therkelsen, redaktør
Kan jeg vælge resultaterne som helhed?
Det er nok for nemt og billigt. Derfor tager jeg en enkelt kamp og zoomer ind på, og her har jeg svært ved at komme uden om Europa League-finalen.
Ruben Amorim havde sørget for at sælge Premier League tidligt i 2025, for det var hurtigt klart, at man ikke kunne opnå noget som helst. Og United tabte, tabte, tabte, tabte og tabte.
Man havde én ting at holde fast ved, og det var Europa League. Her var man kommet til finalen, og det var her, at Manchester United skulle vise, hvem de var, mod Tottenham, som snart voksne drenge aldrig havde oplevet vinde et trofæ før.
Ikke nok med, at det mislykkedes. De mislykkedes med et brag. Kampen blev slået i småstykker, og da Spurs stillede sig tilbage for at forsvare deres føring, havde United ikke noget, der mindede om et modsvar.
Ingen viste initiativ. Ingen viste mod eller vilje til at ændre på situationen. Det var så rammende for hele sæsonen, at ingen havde, hvad der skulle til, for at gøre op med en gudsjammerlig sæson.
Jeg har sjældent følt mig så mismodig, som da jeg i podcaststudiet med gode kolleger efter skulle evaluere på kampen og dermed også sæsonen.
Det var kampen, der fik mig til at tvivle på Ruben Amorim. Om han virkelig er den rigtige mand. For selvfølgelig skal vi give træneren tid og tillid – ellers vender vi aldrig skuden – men jeg er endnu ikke overbevist om, at det er den rigtige mand, vi giver den tillid.
Hvad var sæsonens største skuffelse? Skriv dit bud i kommentarfeltet under artiklen.
