Daily Mirror bringer i øjeblikket udpluk af Wayne Rooneys kommende autobiografi. Her åbner angrebsesset op for ideen om at blive omskolet til at spille på midtbanen, hvor han blandt andet huserede, da Manchester United i sidste sæson var ramt af en større skadeskrise.
– Jeg får bolden mere, jeg bliver involveret hele tiden og efter bare en enkelt kamp, tænker jeg på at spille der permanent. Men først senere i min karriere, forklarer Rooney ifølge Manchester Evening News i bogen.
Vil fortsætte med indflydelse
Wayne Rooney har da også ofte vist sine store evner som kreativ pasningsspiller ved at lade sig falde ned i banen i angrebets opspil. Den del af Rooneys spil kan det altså godt være, man skal vænne sig til.
– Så snart jeg føler, at jeg ikke har skarpheden, jeg har brug for, til at komme væk fra forsvarsspillerne, vil jeg nok droppe tilbage på midtbanen i et par sæsoner, så jeg stadig kan have indflydelse på spillet, lyder det fra ‘Wazza’.
I bogen, som er tredje ud af mindst fem bøger om Rooney, som løbende kommer i løbet af stjernens karriere, forklarer han også om sine følelser omkring skandalen i sidste sæson, hvor han bandede ind i et tv-kamera efter en scoring imod West Ham, ligesom han forklarer om sine følelser, da det stod klart, at Manchester City, med et mål i de døende sekunder, havde vundet Premier League.