Halvdelen af Premier League-sæsonen 24/25 er afviklet. Manchester United ligger på en 14. plads med syv points afstand til nedrykningsstregen.
Selvom en nedrykning fra Premier League virker utænkelig og også er meget usandsynlig, er det noget, der er blevet overvejet i forbindelse med klubbens store trøjesponsoraftale med Adidas, der har en værdi på 900 millioner pund.
– Adidas kan reducere de tilhørende betalinger for et år med 50 procent, hvis herreholdet ikke deltager i den engelske Premier League i løbet af det år.
– Derudover kan Adidas opsige aftalen ved at give en hel sæsons varsel, hvis herreholdet rykkes ned fra den engelske Premier League, eller hvis det på anden måde er bestemt, at herreholdet ikke skal deltage i Premier League eller den øverste engelske liga, står der i aftalen ifølge The Telegraph.
Adidas har altså både mulighed for at halvere den årlige udbetaling og helt at opsige den – dog med et års varsel.
Aftalen, der løber indtil 2035, indeholder også en reduktion på 10 millioner pund årligt, i de sæsoner hvor Manchester United ikke deltager i Champions League.
Optas supercomputer vurderer, at sandsynligheden, for at United ender som nummer 18 i denne sæson, er 0,1%.