David de Gea har kontraktudløb med Manchester United efter denne sæson. Der er derfor gennem hele sæsonen blevet stillet spørgsmål til, hvorvidt de parter vil fortsætte samarbejdet.
Mærk suset på Old Trafford: Se de bedste rejsetilbud her
Søndag fortæller manager Erik ten Hag, at han gerne ser den spanske målmand forlænge sin kontrakt med klubben.
Det sker efter, at De Gea søndag kostede de røde djævle point ude mod West Ham ved et drop.
– Vi vil have ham til at blive og forlænge sin kontrakt, siger Ten Hag ifølge The Athletic.
United-manageren begrunder sin udtalelse med rosende ord til sin nummer et.
– Han har flest clean sheets af alle i Premier League. Så vi ville ikke være i denne position uden ham. Jeg har fuld tiltro til ham, uden bekymringer, udtaler den hollandske manager.
De Gea er i øjeblikket Uniteds bedst betalte spiller med en ugeløn på 375.000 pund – svarende til 3,2 millioner kroner. Flere engelske medier har gennem en længere periode berettet om, at spanieren må forvente en markant lønnedgang, hvis han vil fortsætte karrieren på Old Trafford.